Mette Frederiksen drager på turné med krav til 2025-plan
Socialdemokraternes formand drager på turné med en række vækstinitiativer til et udfordret Danmark.
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, tager i onsdag og torsdag på erhvervsturné for at sætte fokus på de konkrete udfordringer mod 2025.
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, tager i onsdag og torsdag på erhvervsturné for at sætte fokus på de konkrete udfordringer mod 2025. Foto: Adrian Joachim/Free


Normalt er danmarksturnéer fra statsministeren og modkandidaten fra oppositionspartiet forbeholdt valgkampe.

Men i disse dage får virksomheder, skoler og forsamlingshuse landet over fornemt besøg.

Onsdag er Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, taget på erhvervsturné for at sætte fokus på de konkrete udfordringer frem mod 2025. Med sig har hun en række vækstinitiativer.

Hun følger i hælene på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der tirsdag drog afsted efter fremlæggelsen af sin længe ventede 2025-plan, der adresserer udfordringerne for Danmarks økonomi det næste årti.

Mette Frederiksen besøger onsdag og torsdag seks virksomheder på Fyn, Sjælland og i Jylland, som repræsenterer nogle af de områder, som Danmark markerer sig ved.

Socialdemokraterne præsenterer på turnéen nogle nye og helt konkrete vækstinitiativer, som skal sætte gang i dansk erhvervsliv, og som vil være blandt partiets krav i efterårets 2025-forhandlinger.

- For Socialdemokratiet handler efterårets forhandlinger om at sikre fremtidens velfærdssamfund. Ved at skabe gode rammer for vores erhvervsliv kan vi sætte gang i væksten og sikre, at vi får flere med i arbejdsfællesskabet.

- Løsningen finder vi ikke i kortsigtede personskattelettelser, men i langsigtede investeringer i velfærd og arbejdspladser, siger hun i en meddelelse.

Danmark står over for en række udfordringer. Produktiviteten er gået i stå, der mangler den rette arbejdskraft, for mange står uden job, væksten er ulige fordelt, og virksomhedernes rammevilkår er under pres, lyder det.

Konkret vil Mette Frederiksen derfor sætte fokus på bedre vilkår i erhvervslivet for at skabe vækst og arbejdspladser. Derfor foreslår hun en række vækstinitiativer.

Det er blandt andet øget fradrag for investeringer i iværksættervirksomheder, styrkelse af teknisk forskning, bedre adgang til og rådgivning fra Skat for udenlandske virksomheder. Desuden skal barrierer for lagring og konvertering af energi afdækkes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.