Metroselskabet indsætter ekstra afgange efter id-kontrol
Det forventede pres på togene mod Sverige får Metroselskabet til øge kapaciteten mod lufthavnen med 25 procent


De nye svenske regler om midlertidig grænsekontrol forventes at skabe problemer og forlænget rejsetid til lufthavnen for DSB. Derfor udvider Metroselskabet trafikken på ruten til Københavns Lufthavn.

Det oplyser Metroselskabet til Ritzau.

Ifølge Metroselskabet vil man øge sin trafik på ruten ved, at man udvider myldretidskøreplanen med en time om morgenen og i perioder om aftenen.

Det svarer til fem ekstra afgange i timen, en forøgelse af kapaciteten på 25 procent i perioden.

Metroselskabet vil samtidig sætte ekstra bemanding ind fra den 4. januar, hvor den svenske grænsekontrol træder i kraft, for at få føling med situationen og den mulige forøgede efterspørgsel.

Behovet og den ekstra kapacitet vil blive evalueret dagligt.

Den midlertidige svenske grænsekontrol medfører, at DSB skal kontrollere alle passagerers pas eller identifikation, inden de rejser ind i Sverige. Det skaber problemer for øresundstogene.

Alle passagerer skal skifte tog i Københavns Lufthavn. Lufthavnen bliver sidste stop for alle kystbanetog, der afgår fra Nivå. Kystbanetog, der starter i Helsingør, kører kun til Københavns Hovedbanegård.

Der vil udelukkende køre øresundstog til lufthavnen. Passagerer fra Fyn, Jylland og det øvrige Sjælland, der skal til Københavns Lufthavn, skal skifte tog på Københavns Hovedbanegård eller til metroen på Nørreport.

Ud over forlænget rejsetid vil id-kontrollen og den forventede mindskede omsætning grundet færre passagerer koste DSB en million kroner om dagen, siger togselskabet.

Sverige har indført midlertidig grænsekontrol for at få styr på den markante flygtningestrøm, der har ramt landet. Ifølge Berlingske har Sverige i år modtaget 70.000 asylansøgere.

Det har ført til, at landet har svært ved at huse de mange tilkomne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.