Metallica ærer Paris-ofre med album
Overskuddet fra rockbandets kommende live-album skal gå til overlevende og pårørende til de dræbte.
Metallica udgiver i april et live-album med optagelser fra det franske spillested Le Bataclan, der var udsat for voldsomt angreb i november. Arkivfoto
Metallica udgiver i april et live-album med optagelser fra det franske spillested Le Bataclan, der var udsat for voldsomt angreb i november. Arkivfoto Foto: Mishka Gaikin, Wikimedia Commons/free


Det verdenskendte amerikanske rockband Metallica, som har danske Lars Ulrich på trommer, har onsdag offentliggjort, at det snart udgiver et live-album til ære for de personer, der blev dræbt i voldsomme angreb i november i Paris.

Sangene på pladen er alle optaget på spillestedet Le Bataclan i den franske hovedstad. Det var her, 90 mennesker mistede livet, da selvmordsbombere skød omkring sig og detonerede bomber under en koncert med Eagles of Death Metal.

I alt mistede 130 mennesker livet i flere koordinerede angreb 13. november i Paris.

Albummet får titlen "Liberte, Egalite, Fraternite, Metallica! - Live at Le Bataclan. Paris, France - June 11th, 2003" med henvisning til Frankrigs nationalmotto "frihed, lighed og broderskab".

Pladen udkommer 16. april, hvor den såkaldte Record Store Day holdes verden over. I årets udgave er Metallica-medlemmerne udpeget til ambassadører, og folkene bag Record Store Day har også sagt, at man i år vil fokusere ekstra på relationerne mellem musikelskere i Frankrig og USA.

Overskuddet fra live-indspilningen skal gå til initiativet Give for France, der samler penge til overlevende og pårørende til folk, der har mistet deres liv i tragedien på Le Bataclan.

Albummet kommer til at bestå af ni sange, der alle er optagelser fra en Metallica-koncert på Le Bataclan i 2003.

Metallica har tidligere sagt, at bandet vil udgive et album med nye sange i år eller tidligt næste år. Det er første gang siden 2008-udgivelsen "Death Magnetic".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.