Metal og NNF-bosser: Det betyder storfusion for medlemmer
Nyt storforbund giver større fordele for medlemmer, forudser fagbosser.
- En fusion giver også stordriftsfordele, og det kan blandet andet komme til at betyde, at kontingentet ikke bare stiger og stiger i årene, der kommer, siger Ole Wehlast, formand, Fødevareforbundet NNF.
- En fusion giver også stordriftsfordele, og det kan blandet andet komme til at betyde, at kontingentet ikke bare stiger og stiger i årene, der kommer, siger Ole Wehlast, formand, Fødevareforbundet NNF. Torben Åndahl/Scanpix


Danmark vil få en ny, stor fagforening på mere end 150.000 medlemmer, hvis Fødevareforbundet NNF og Dansk Metal kommer i mål med den fusion, som de to fagforeninger lagde grundstenen til torsdag. Men hvad betyder det for dig som NNF eller Metal-medlem, hvis de to forbund slår sig sammen? De to forbunds-bosser giver svaret.

Ole Wehlast, formand, Fødevareforbundet NNF:

- Målet er at skabe en stærkere faglig organisation. Vi er i forvejen to stærke forbund, og sammen kan vi stå endnu stærkere. Det sker rigtig meget på fødevareområdet – lige nu er der en Ruslandskonflikt, der rammer vores medlemmer. Som et stærkere forbund får vi nemmere ved at sige til politikerne, at der skal gøres noget ekstraordinært for dem.

- Begge forbund kommer til at bevare deres identitet og deres stærke overenskomster.

- Medlemmerne kommer til at opleve, at flere eksperter kan arbejde for dem. Lige nu har vi eksempelvis kun én uddannelseskonsulent, og så er der ikke meget at gøre ved sygdom. Nu kommer der flere folk til den faglige sagsbehandling.

- En fusion giver også stordriftsfordele, og det kan blandet andet komme til at betyde, at kontingentet ikke bare stiger og stiger i årene, der kommer.

- Det er helt naturligt at de lokale afdelinger finder sammen. Da NNF blev oprettet havde vi 154 afdelinger, og nu har vi seks. Det er den vej udviklingen går.

Claus Jensen, formand, Dansk Metal:

- Vi har endnu ikke forhandlet fusionsplanen med NNF, så vi ved ikke, hvad der helt præcist kommer til at ske. Men vi forventer selvfølgelig, at medlemmerne vil opleve en stærkere organisation, når vi forener kræfterne. Vi vil få mere styrke i overenskomstforhandlingerne.

- Der er lige nu 34 Metal-afdelinger og seks NNF-afdelinger på landsplan. De enkelte afdelinger bliver ikke berørt af fusionen. Men hvis en gammel Metal-afdeling og en gammel NNF-afdeling i den samme by om ét eller to år finder ud af, at det er smartere at slå sig sammen, så gør de det. Men vi blander os udenom.

- Vi vil blive stærkere i forhold til behandling af medlemmernes sager, og de faglige sekretærer kan specialisere sig mere end i dag. Der vil også blive mere frihed til, at forbundet kan komme ud og besøge de enkelte arbejdspladser.

- Den enkelte medarbejder vil stadig have den samme tillidsrepræsentant at gå til. Vi forventer også, at tillidsmandsuddannelserne bliver styrket.

-Vi laver et nyt fælles medlemsblad, som vil være anderledes end de, der er i dag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.