Mesut Özil færdig for i år
Den tyske Arsenal-spiller Mesut Özil må holde pause i cirka 12 uger, viser en skanning af hans knæskade.
Mesut Özil er skadet og er først klar i 2015.
Mesut Özil er skadet og er først klar i 2015. Foto: Bogdan Maran/AP


Arsenal-spilleren Mesut Özil må formentlig vente til begyndelsen af 2015 på at komme i kamp igen.

Det viste en scanning af hans knæskade onsdag, meddeler det tyske fodboldforbund (DFB).

25-årige Özil var samlet med det tyske landshold forud for EM-kvalifikationskampene ude mod Polen og hjemme mod Irland henholdsvis på lørdag og tirsdag.

I lejren beklagede han sig over smerter i venstre knæ og blev derfor fløjet til München for at gennemgå en undersøgelse.

Den viste, at han har pådraget sig en skade på korsbåndet, som vil holde ham ude af spillet i omegnen af 12 uger.

Dermed misser han også de tyske verdensmestres EM-kvalifikationskamp mod Gibraltar i november.

Hans klubhold, Arsenal, har med sikkerhed også modtaget meldingen med ærgrelse, da klubben i forvejen er plaget af flere skader i truppen.

London-klubben har haft svært ved at vinde sine kampe i sæsonens indledning og ligger på en ottendeplads efter syv spillerunder.

Özil har været udsat for negativ kritik for sine præstationer i sæsonstarten, men han scorede, da Arsenal vandt sin seneste sejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.