Messi skyder hul på muren Neuer og sikrer Barcelona-sejr
Robert Lewandowski og Luis Suarez brændte chancer i hver ende, før Messi åbnede målscoringen i anden halvelg.
Lionel Messi lykkedes til sidst med at sno sig igennem Bayerns forsvar og scorede to gange i Barcelonas 3-0-sejr.
Lionel Messi lykkedes til sidst med at sno sig igennem Bayerns forsvar og scorede to gange i Barcelonas 3-0-sejr. Foto: Manu Fernandez/AP


FC Barcelona slog Josep Guardiola og Bayern München med 3-0 i den første af to Champions League-semifinaler. Den spanske storklub tog dermed et stort skridt mod finalen i Berlin 6. juni.

Hjemme på Camp Nou havde Barcelona ellers mere end vanskeligt ved at skyde hul på Manuel Neuer i Bayern-målet, men efter 77 flotte minutter måtte målmanden give fortabt over for Lionel Messi. Og få minutter senere måtte målmanden igen agere plankeværk.

Og hvem ellers skulle score Barcelonas mål, fristes man til at spørge.

Luis Suarez havde allerede tidligt i kampen brændt en friløber, som Neuer pillede med en fornem fodparade, mens Neymar i gentagne aktioner havde understreget, at det ikke var hans aften.

Alligevel var det Neymar, der fik lov til at smile til sidst. I overtiden knockoutede han nemlig Bayern München, da han snød offside-fælden og køligt sparkede bolden ind under Neuer til 3-0.

Neuer havde ellers ageret både redningsmand og sweeper for Bayern München i kampens første 77 minutter, og målmanden må ærgre sig over, at han på en ellers god dag blev passeret hele tre gange.

Det første og forløsende Messi-mål blev scoret i en position fra højre side af feltet. Et sted Messi ofte har sparket hen mod venstre side af målet, men denne gang valgte Messi at sparke mod højre, og det var med succes.

Tre minutter senere gik Messi så solo. Med et elegant træk snød han forsvarsspilleren Jerome Boateng, og som den største selvfølgelighed chippede Messi bolden over den fremadstormende tyske mur i målet.

Bayern München er dermed på randen af Champions League-exit efter træner Guardiolas første møde med Barcelona, siden han forlod klubben i 2012.

Guardiola kan måske finde en smule trøst i, at hans hold langt hen ad vejen spillede en godkendt kamp i et højt tempo.

Og havde timingen fra Robert Lewandowski været en anelse bedre, kunne Guardiolas mandskab såmænd have taget føringen i første halvleg.

Den glidende Lewandowski kom dog akkurat for sent til at få et ordentligt træf på bolden, da et indlæg fra højre side havnede tæt under mål.

Begge hold ville gerne have kontrol over bolden, og når et af holdene kontrollerede bolden, lurede det modsatte hold på en omstilling. Sådan fortsatte det kampen igennem, hvor de to hold spillede forrygende presspil.

Mod slutningen var Bayern Münchens energitank ved at være tom, og da først Messi fik hul på bylden, faldt det tyske storhold helt sammen.

Holdene spiller returkamp tirsdag i næste uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.