Det argentinske fodboldlandshold er kommet i problemer i kvalifikationen til VM i Rusland i 2018 efter fire kampe uden sejr.
Natten til fredag blev Lionel Messi og holdkammeraterne slået 0-3 af de sydamerikanske arvefjender fra Brasilien.
Argentinas gæster formåede på intet tidspunkt at skabe spænding om udfaldet i Belo Horizonte.
- Vi havde svært ved at slå tilbage, når de ramte os, siger Messi.
- Vi er bevidste om, at vi skal ændre på ret mange ting. Det eneste positive er, at vi endnu selv kan afgøre det, og nu skal vi ikke give slip på flere point, siger stjernen fra FC Barcelona.
Philippe Coutinho og Neymar bragte Brasilien i front før pausen i to situationer, hvor Argentinas forsvar ikke sad tæt nok på de to målscorere. Efter en time cementerede Paulinho sejren med 3-0-målet.
Efter 11 af i alt 18 spillerunder i den sydamerikanske VM-kvalifikation indtager Argentina sjettepladsen. Kun de fire bedste er sikret direkte adgang til VM. Nummer fem kan kvalificere sig via playoff.
I næste uge møder Argentina på hjemmebane Colombia, der er nummer tre i kvalifikationen.
- Vi har fortsat meget at gøre, før kvalifikationen er forbi. Vi ved, at vi selv kan afgøre, hvad der skal ske.
- Næste kamp mod Colombia bliver meget anderledes, siger landstræner Edgardo Bauza.
/ritzau/Reuters