Messi hastet til hospital i Japan med rygsmerter
Messi misser semifinalen i VM for klubhold. Den argentinske dribler udviser symptomer på nyresten.
FC Barcelona's Luis Suarez med Lionel Messi under onsdagens træning i Japan. Torsdag er Messi blevet indlagt på grund af smerter, der kan skyldes nyresten.
FC Barcelona's Luis Suarez med Lionel Messi under onsdagens træning i Japan. Torsdag er Messi blevet indlagt på grund af smerter, der kan skyldes nyresten. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Den argentinske fodboldspiller Lionel Messi er blevet kørt på sygehuset med symptomer, der kan skyldes nyresten, skriver nyhedsbureauet AFP.

Barcelona spiller semifinale i VM for klubhold mod Guangzhou Evergrande torsdag middag dansk tid i den japanske by Yokohama.

Argentineren, der i november vendte tilbage til grønsværen efter en alvorlig knæskade, lider af en type af smerter i ryggen, der oftest skyldes nyresten.

- Der skal foretages yderligere test af Messi, før vi kan afgøre, hvornår han er tilbage på banen, skriver Barcelona på klubbens hjemmeside.

Messi havde ifølge nyhedsbureauet været i højt humør, efter Barcelona ankom til Japan, hvor han havde lavet sjov med holdkammeraterne og skrevet tonsvis af autografer.

Den brasilianske angriber Neymar, der har hamret masser af mål ind i denne sæson, er heller ikke med i kampen. Han bearbejder en forstrækning i lysken, som han pådrog sig i Champions League-kampen mod Leverkusen i sidste uge.

Til gengæld er den tredje stjerne i Barcelonas fronttrio, Luis Suarez, med fra start torsdag.

Champions League-vinderne fra Barcelona er først trådt ind i turneringen i semifinalen. Holdet jagter trofæet for tredje gang, hvilket intet andet hold tidligere har formået.

Klubben fra Catalonien vandt turneringen i 2009 og 2011.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.