Messerschmidts opgør med EU's rejsecirkus trækker ud
EU-parlamentet holder fast i omstridt rejsecirkus med 12 årlige samlinger i Frankrig i stedet for i Belgien.


Det har stadig lange udsigter at få gjort endeligt op med EU-Parlamentets såkaldte rejsecirkus fra belgiske Bruxelles til franske Strasbourg.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt må onsdag konstatere, at det alligevel ikke bliver ham, der kommer til at stå i spidsen for et mere fokuseret, særskilt forsøg på at gennemtvinge en traktatændring, så parlamentet kan nøjes med at bo i Bruxelles.

Og at selve forsøget kan trække endnu mere ud, selv om et flertal af parlamentarikerne er stærkt kritiske over for rejseriet og allerede tidligere har stemt for, at de kun vil have ét hjemsted.

Det er EU-Parlamentets formandskonference, der svarer til Folketingets Præsidium, som onsdag har besluttet, at der ikke skal laves en selvstændig rapport, der presser på for at skrive EU-traktaten om.

Det vækker harme hos Morten Messerschmidt (DF), som fra sin plads i forfatningsudvalget skulle have været ordfører på initiativet.

- Det er en måde for dem at slå rapporten ihjel på, siger Morten Messerschmidt, som længe har talt for at afskaffe turene til Strasbourg.

I stedet besluttede formandskonferencen, der består af parlamentsformand Martin Schulz og de politiske gruppeledere, at sammenlægge en sådan rapport med en større og mere generel rapport om mulige traktatændringer.

- Det bliver en stor rapport, som indeholder alle mulige andre ting, der skal lægge op til, at når man alligevel på et eller andet tidspunkt skal lave en traktatændring, så skal man tage højde for de her ting, siger Morten Messerchmid.

Det er 12 gange om året, at EU-Parlamentet med læssevis af dokumenter, 750 parlamentsmedlemmer og personale rykker teltpælene op og rejser cirka 400 kilometer fra Bruxelles til Strasbourg i fire dage.

De 12 årlige rejser er skrevet ind i EU-traktaterne.

Traktaterne kan kun ændres, hvis alle 28 EU-lande er enige om det, så det er under alle omstændigheder ikke noget, parlamentet selv kan bestemme. Frankrig har hidtil ikke været stemt for at droppe Strasbourg-parlamentet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.