Frihandelsaftalen TTIP vil ikke blive færdiggjort inden for nær fremtid, erkender Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.
- Jeg har altid været stærkt involveret i at få indgået en handelsaftale med USA. Vi har gjort store fremskridt i forhandlingerne, men den bliver ikke afsluttet nu, siger Merkel.
Udtalelsen faldt torsdag på en fælles pressekonference med USA's præsident, Barack Obama, som er på afskedsbesøg i Berlin.
Med valget af Donald Trump som Obamas efterfølger er der ikke udsigt til, at TTIP-aftalen vil komme i hus. Trump har modsat sig den planlagte frihandelsaftale.
Merkel tilføjer, at hun er sikker på, at EU og USA vil vende tilbage til aftalen en dag.
TTIP-forhandlingerne har været "udfordrende", erkender Obama og understreger vigtigheden af, at forhandlingerne og kommunikationskanalerne forbliver åbne.
- Markeder og handel kan skabe velstand, siger han og peger på Tyskland som et oplagt eksempel på det.
Både han og Merkel beskriver deres samarbejde i løbet af Obamas otte år som præsident som godt og "meget tæt". Obama har kaldt Merkel sin nærmeste internationale partner.
- Jeg vil takke kansler Merkel for det dybe venskab og trofaste partnerskab. Vielen dank, sagde Obama.
Nogle iagttagere har bemærket, at mødet kan ses som at Obama nu overlader det til Merkel at være fakkelbærer for det liberale demokrati, skriver nyhedsbureauet TT.
Den tyske forbundskansler understreger på pressemødet, at hun vil opretholde det gode forhold til USA, også med den kommende præsident Trump ved roret.
Forhåbentlig vil Trump sige Rusland imod, når landet kommer på kant med internationale normer og regler, lød det fra Obama med henvisning til konflikterne i Syrien og Ukraine.
De to ledere drøftede også fortsatte sanktioner mod Rusland, indtil fredsaftalen for Ukraine er fuldt implementeret.
Obama forsikrede om, at selv om det er hans sidste Tyskland-besøg som præsident, bliver det ikke sidste gang, at han vil komme til Tyskland.
- Jeg er på en eller anden måde altid gået glip af Oktoberfest, siger han med henvisning til den store ølfestival, der finder sted i Bayern hvert år.
- Det er noget, der er bedre at gøre som tidligere præsident end siddende.
/ritzau/