Merkel og Hollande taler sammen til Europaparlamentet
Det er et historisk besøg i en historisk vanskelig tid, siger Europaparlamentets formand, Martin Schulz.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, skal 7. oktober tale sammen til Europaparlamentet. Det bliver første gang siden Murens fald i 1989, at den tysk-franske motor i EU optræder sammen i parlamentet.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, skal 7. oktober tale sammen til Europaparlamentet. Det bliver første gang siden Murens fald i 1989, at den tysk-franske motor i EU optræder sammen i parlamentet. Foto: Michael Sohn/AP


Den tysk-franske motor i EU, forbundskansler Angela Merkel og præsident François Hollande, vil 7. oktober møde op sammen og tale til Europaparlamentet i Strasbourg.

- Det er et historisk besøg i en historisk vanskelig tid, siger Europaparlamentets formand, Martin Schulz, der står bag invitationen.

Merkel og Hollande skal tale til EU-parlamentarikerne i en tid, hvor EU-landene forsøger at finde fodfæste midt i den største flygtninge- og migrationsstrøm i Europa siden Anden Verdenskrig.

Flygtningekrisen har udløst en både ond og voldsom strid, som flere EU-ledere åbent siger, truer med at ødelægge EU-samarbejdet.

- EU står over for store udfordringer, og det kræver stærkt engagement af dets ledere. Det er et vigtigt signal, at sådan et engagement vil blive udvist foran Europas demokratisk valgte repræsentanter, siger Martin Schulz.

Justits- og indenrigsministrene fra de 28 EU-lande mødes tirsdag for at finde en løsning på at fordele 120.000 flygtninge imellem sig.

Det er en strid, der har udløst så meget ondt blod imellem landene, at flere EU-ledere åbent har advaret om, at striden kan gå hen og ødelægge EU-samarbejdet.

Tyskland har presset voldsomt og højlydt på for at få alle lande til at gå med til tvungne kvoter til fordeling af flygtninge, men det er stødt på hårdnakket modstand fra især de østeuropæiske lande.

Onsdag mødes Merkel, Hollande og de øvrige EU-ledere til topmøde i Bruxelles for at diskutere, hvordan EU kan bremse flygtningestrømmen mod Europa ved blandt andet at støtte i nærområderne, hvor flygtninge kommer fra og styrke EU's ydre grænser.

Sidst den tysk-franske top talte sammen til Europaparlamentet var i 1989 efter Murens fald, da Helmut Kohl og François Mitterrand var henholdsvis vesttysk forbundskansler og fransk præsident.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.