Merkel kræver fred i Ukraine nu: Respekter fredsplan
For et halvt år siden indgik de stridende parter en våbenhvileaftale, og den skal overholdes, siger Merkel.
Angela Merkel kræver, at våbenhvileaftalen fra Minsk i februar bliver overholdt af de stridende parter i Ukraine.
Angela Merkel kræver, at våbenhvileaftalen fra Minsk i februar bliver overholdt af de stridende parter i Ukraine. Foto: Markus Schreiber/AP/AP


Alt skal sættes ind på at få de stridende parter i Ukraine til at overholde den våbenhvileaftale, der blev indgået tidligere på året.

Budskabet fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, falder i forbindelse med et møde i Berlin med Ukraines og Frankrigs præsidenter, Petro Porosjenko og François Hollande, mandag aften.

Merkel slår til lyd for, at aftalen, der blev indgået i februar i den hviderussiske hovedstad, Minsk, respekteres.

- Våbenhvileaftalen er ikke fuldt implementeret, og det betyder, at antallet af ofre stiger, siger Merkel på et pressemøde med Hollande og Porosjenko.

Selvom parterne delvist har opfyldt en aftale om tilbagetrækning af tunge våben, blusser konflikten op igen og igen ved nye fronter - også med tunge våben.

De internationale observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, har svært ved at overvåge implementeringen af aftalen, da hverken Ukraine eller de prorussiske separatister i øst giver dem fuld adgang til konfliktzonerne.

- Den første og vigtigste betingelse er, at man sætter alt ind på at realisere aftalen om våbenhvilen. Opgaven lyder på, at vi skal sørge for, at aftalen fra Minsk respekteres, siger den tyske kansler.

Merkel slår fast, at de tre politiske ledere er samlet i den tyske hovedstad for at sikre aftalen og "ikke for at så tvivl om den".

Flere end 6500 mennesker har mistet livet, siden konflikten brød ud for halvandet år siden i den tidligere sovjetrepublik.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.