En arbejdsdag derhjemme uden bilkøer, fast mødetid og larmende kolleger.
Hjemmearbejde er noget, der foruden at være effektivt og fleksibelt, kan hjælpe med at løse de stigende trængselsproblemer, der især er ved landets større byer.
En analyse viser, at der alene for ingeniører er en stor gevinst at hente, fortæller formand for Ingeniørforeningen (IDA), Frida Frost.
- Vi har fundet ud af, at de ingeniører, der i dag arbejder hjemme, gør det 2,5 dage om måneden, og derved sparer hele 60.000 bilture om måneden, siger hun til Newspaq.
Og det er kun blandt 38 procent af landets ingeniører, så Frida Frost ser et stort potentiale for at spare bilture ved hjemmearbejde, hvis tendensen blev mere udbredt blandt ingeniører og også blev udbredt i andre faggrupper.
- I dag render vi jo allesammen rundt med en computer i lommen, og selvfølgelig stiller det fortsat nogle krav, når man skal kunne arbejde hjemmefra, men vi vil gerne sende et signal om, at det her er en del af løsningen på bilkøer og forurening, siger Frida Frost.
Hun pointerer, at det er essentielt, at alle skal have adgang til den digitale verden, og at virksomheder desuden skal blive bedre til at stille teknologi til rådighed, så det bliver muligt for medarbejderne at arbejde hjemmefra.
Trafikordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Prehn, er meget positiv overfor forslaget om mere hjemmearbejde.
Som politiker vil han dog ikke blande sig i selve aftalen om hjemmearbejde, som han mener, er en sag mellem arbejdsmarkedets parter, men han erkender at politikerne kan spille en rolle.
- Vi kan sikre, at der er de rammer, der skal til. For eksempel ved at sørge for, at der er internetdækning i hele landet. Derudover handler det om oplysning og vidensdeling, siger Rasmus Prehn.
Han fortæller, at der hidtil ikke har været så meget fokus på denne løsningsmodel politisk, men at man fra politisk side skal blive bedre til at fremhæve de fordele, der er ved hjemmearbejde.
Fordele såsom mindre kø på vejene, mindre forurening, mindre stress og jag og bedre mulighed for, at folk selv kan tilrettelægge deres arbejde, som de har lyst til.
Udover at hjemmearbejde sparer bilen for en køretur, viser en undersøgelse fra 2011, som Dansk Erhverv gennemførte i samarbejde med Microsoft og Telenor, at 34 procent af danskerne er mere produktive, når de sidder derhjemme, end når de er på arbejdspladsen.
Desuden oplever to ud af tre danskere ifølge undersøgelsen, at distancearbejde hjælper dem til at få familieliv og arbejdsliv til at hænge bedre sammen. Cirka hver anden svarer, at hjemmearbejde er mindre stressende.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.