De danske håndboldlandshold på både herre- og damesiden har gode chancer for at holde sig på toppen i de kommende år.
Søndag vandt det kvindelige U19-landshold EM-guld i Spanien med en finalesejr på 29-26 over Rusland.
Den danske triumf kommer bare dagen efter, at det mandlige U21-landshold tog sølv ved VM i Brasilien, så fødekæden i dansk håndbold lader til at være i orden.
I søndagens finalesejr over Rusland skulle de unge danske kvinder dog bruge lidt tid på at komme i gang.
Først efter en russisk 7-3-føring fik målmand Althea Reinhardt fat i målet. Samtidig begyndte det danske forsvar at fungere, hvilket gav en masse gode kontramuligheder, der blev udnyttet gang på gang. Den danske pauseføring lød på 13-10.
Lærke Nolsøe Pedersen og Mie Højlund blev danske topscorere med hver otte mål.
Sverige vandt bronze ved EM-turneringen i Spanien.
/ritzau/