Mere end hver fjerde lønmodtager på Samsø er udenlandsk
De udenlandske arbejdere er blevet en nødvendighed for landbruget på Samsø, siger øens borgmester.
Hele 27,3 procent af lønmodtagerne på Samsø er udenlandske. Her er det en ansat på Samsø Syltefabrik.
Hele 27,3 procent af lønmodtagerne på Samsø er udenlandske. Her er det en ansat på Samsø Syltefabrik. Foto: Scanpix/arkiv


Bevæger man sig rundt på arbejdspladserne på Samsø en sommerdag, vil man hurtigt opdage, at der bliver talt mange andre sprog end dansk. Samsø er nemlig den kommune, hvor udenlandsk arbejdskraft fylder mest.

Det skriver Finans.

Hele 27,3 procent af lønmodtagerne på Samsø er udenlandske. Det er væsentligt mere end for seks år siden, da det var 21,2 procent. Det viser en analyse fra Jyske Bank.

- Da man begyndte at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, var mange nervøse for, at udlændingene ville tage job fra ufaglærte samsinge, der arbejdede i landbruget, siger Marcel Meijer (S), borgmester i Samsø Kommune, til Finans.

- Men efterhånden har det vist sig, at vi ikke kan undvære dem, for vi kan simpelthen ikke rekruttere den arbejdskraft på øen, som er nødvendig i landbruget, fortsætter han.

En stor del af den udenlandske arbejdskraft er beskæftiget i landbruget, men også i turistbranchen er der bud efter den udenlandske arbejdskraft på Samsø.

Langt størstedelen af den udenlandske arbejdskraft er sæsonarbejde. Mens det i juli 2016 var 27,3 procent af lønmodtagerne, der var udenlandsk arbejdskraft, var det i januar i år kun 7,2 procent.

Men ifølge borgmester Marcel Meijer bliver sæsonarbejderne på Samsø i længere og længere tid ad gangen.

- I begyndelsen blev de her måske i tre måneder, nu er de måske kun hjemme tre måneder om året. De er egentlig blevet faste indbyggere på Samsø. De køber huse og stifter familie her. Halvdelen af børnene i vores dagplejer er nu tosprogede, siger han

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.