Mercedes misser første pole position i sæsonen
Ferraris Sebastian Vettel starter forrest i Singapores Formel 1-grandprix. Lewis Hamilton floppede.
Ferrari sikrede sig lørdag sin første pole position i 2015.
Ferrari sikrede sig lørdag sin første pole position i 2015. Foto: Mark Baker/AP


For første gang i Formel 1-sæsonen bliver det ikke en Mercedes-racer, der starter forrest, når sæsonens løb nummer 13 søndag bliver kørt i Singapore.

I lørdagens kvalifikation var det Ferraris Sebastian Vettel, som var hurtigst. Tyskeren satte alt og alle på plads, og han var mere end et halvt sekund hurtigere end Red Bulls Daniel Ricciardo, som blev nummer to.

På tredje og fjerdepladsen var der heller ikke plads til Mercedes-racerne. Her klemte Kimi Räikkönen (Ferrari) og Daniil Kvyat (Red Bull) sig ind.

Forsvarende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) har været fænomenal i kvalifikationen denne sæson og er startet forrest i 11 ud af 12 grandprixer, mens holdkammerat Nico Rosberg er startet forrest i et enkelt grandprix.

Lørdag var Hamilton kun femtehurtigst, mens Rosberg blev nummer seks.

Pilen pegede allerede i retning af en overraskelse i de to første kvalifikationsrunder, hvor Mercedes-racerne heller ikke var hurtigst.

Nok engang skuffede McLaren i kvalifikationen. Spanske Fernando Alonso starter som nummer 12, mens Jenson Button starter som nummer 15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.