Melania Trump kaster sig ind i den amerikanske valgkamp
Hvis Melania Trump bliver førstedame, vil hun bekæmpe mobning på sociale medier, siger hun i sjælden valgtale.
Melania Trump, hustru til den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, talte torsdag i Berwyn, Pennsylvania.
Melania Trump, hustru til den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, talte torsdag i Berwyn, Pennsylvania. Foto: Alex Wong/AFP


Melania Trump, som er gift med den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, lover at arbejde for at forbedre tonen på sociale medier, hvis hun bliver USA's førstedame efter valget på tirsdag.

Det siger hun i en tale ved et valgmøde i en forstad til Philadelphia torsdag.

Sproget på internettet er "blevet for ondskabsfuldt og for råt, særligt for børn og teenagere," siger hun.

- Vi må behandle hinanden med respekt og venlighed, selv når vi er uenige, siger Melania Trump.

Det gik ikke ubemærket hen hos mange af de amerikanske tv-stationers politiske kommentatorer.

Tv-stationen CNN bemærker, at Melania Trump ikke nævner sin mands verbale udfald og fornærmelser på Twitter, som især har været rettet mod hans politiske modstandere og journalister.

Talen i Berwyn lidt uden for Philadelphia var Melania Trumps første siden det republikanske partikonvent i juli.

Efter konventet blev hun kritiseret for, at talen mindede lidt for meget om en tale, den nuværende førstedame, Michelle Obama, holdt i 2008.

Melania Trump forsøgte torsdag at fremstille sin mand som en politiker, der oprigtigt bekymrer sig for den amerikanske arbejder.

- Hver gang min mand hørte om en fabrik, der lukkede i Ohio eller North Carolina eller Pennsylvania, kunne jeg se at han blev meget vred, sagde hun ifølge AFP i sin tale.

Donald Trump forsøger at appellere til vælgerne i de tre svingstater med et budskab om økonomisk oprejsning.

Pennsylvania - hvor Philadelphia er den største by - er en af de stater, der i høj grad har set arbejdspladser forsvinde. Og Trump håber at kunne appellere til mange ældre, hvide vælgere her.

Bortset fra sin tale ved det republikanske partikonvent har Melania Trump stort set holdt sig ud af valgkampen, angiveligt for at passe parrets tiårige søn, Barron.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.