30-årige Andreas Engmark Kristensen fra Vinderup i Vestjylland gjorde tilbage i januar det, mange drømmer om.
Han sagde jobbet op for at forfølge drømmen om mere frihed og tid med kæresten, deres fælles et-årige og datteren på fem år fra et tidligere forhold.
- Det kan slet ikke beskrives, hvad det har ændret. Det er helt fantastisk. Jeg nyder det liv, jeg har nu sammen med min familie og børnene, fortæller han.
Var irritabel og i dårligt humør
Andreas Engmark Kristensen har været uddannet mekaniker i over ti år og arbejdede som afdelingsleder i et dækcenter i Herning, hvor han har været ansat i godt otte år.
Men lange arbejdsdage, en firmatelefon, der konstant ringede, og emails, der tikkede ind i mailboksen gik mere og mere ud over arbejdsglæden og familielivet.
- Jeg følte mig presset. Var irritabel og i dårligt humør. Det kunne ikke blive ved. Jeg kunne ikke byde min familie det, siger Andreas Engmark Kristensen, der begyndte at mærke symptomer på stress sidste efterår.
Men han blev i arbejdet. For forholdet til kollegaerne var godt. Og han ville gerne være loyal overfor arbejdspladsen, selvom arbejdspresset og stresssymptomerne tog til.
Kroppen sagde fra
Det mærkede han for alvor, da han var på juleferie, og han de sidste to dage af ferien følte, hvordan kroppen strittede imod tanken om at skulle tilbage til dækcentret igen.
Han havde ondt i hoved og mave, men valgte at tage på arbejde igen efter ferien.
- Men der kunne jeg mærke, at nej, det her går ikke. Og det slog ligesom hovedet på sømmet, fortæller Andreas Engmark Kristensen.
Fire dage efter juleferien afleverede han sin opsigelse og blev derefter fritstillet.
Havde en plan
En forløsende, men ikke nem beslutning.
- Jeg havde selv været med til at bygge det op til en god forretning, så det var mit lille guldbarn, jeg skulle give slip på. Og mine gode kollegaer, siger Andreas Engmark Kristensen.
Men han havde en plan. Han ville sammen med kæresten, der er uddannet pædagog, starte en privat stordagpleje i hjemmet. Med dem som dagplejemor og –far.
- Det havde mine kollegaer nok ikke lige regnet med. Men det havde jeg jo heller ikke selv, hvis du have spurgt mig for fem år siden, fortæller Andreas Engmark Kristensen om idéen med at passe andres børn, som kom snigende til ham.
Ingen vej tilbage
Kæresten havde allerede sidste år fået sin egen private dagpleje op at stå, og de havde fra tid til anden leget med tanken om, at Andreas Engmark Kristensen skulle tilslutte sig børnepasningen.
- Men det blev jo hurtigt skudt væk igen. For det skulle jo også kunne løbe rundt med børnetal og økonomi. Det er noget helt andet at skulle arbejde med børn i stedet for biler, siger Andreas Engmark Kristensen.
Men da han først havde kvittet jobbet, var der ingen vej tilbage, og måneden efter sprang han ud som dagplejefar i parrets nye private stordagpleje, hvor de i dag passer seks børn i et-årsalderen samt deres fælles datter.
Ro på
I dag er Andreas Engmark Kristensen lykkelig over sin beslutning. Han siger selv, han har fået et nyt og bedre liv.
- Der er bare kommet ro på nu. Jeg har et arbejde, hvor det er lovligt at sidde på gulvet i en halv time og bare lege sammen med børnene. Jeg skal ikke skynde mig mere, fortæller han.
Før skiftet tog han af sted på arbejde, før den yngste datter stod op om morgenen. Og han var først hjemme igen om aftenen en time før, hun skulle lægges til at sove.
Mange fædre ville ønske det
- Men nu kan jeg følge med i min datters udvikling hver dag. Det er helt fantastisk. Jeg tror, mange fædre ville ønske, de kunne følge mere med i deres børns udvikling, når de er små, og der hele tiden sker noget, siger han.
Han er glad for, at han dengang sørgede for at lytte til sin krops signaler. Ellers kunne det have gået helt galt, mener han.
- Man kan tjene nok så mange penge og have nok så meget succes. Det nytter bare ikke, hvis man kører fuldstændigt psykisk ned oven i hovedet af det, siger Andreas Engmark Kristensen.