Mega møg-vejr: Maj slog kedelig rekord
Maj 2015 har slået en kedelig rekord, oplyser DMI.
Sådan så det ud i Aalborg i begyndelsen af maj i år. Desværre ikke noget enestående syn i den våde måned.
Sådan så det ud i Aalborg i begyndelsen af maj i år. Desværre ikke noget enestående syn i den våde måned. Foto: SCANPIX arkiv


Den er god nok. Det HAR regnet ekstra meget i maj i år. Der har ikke været særlig meget 'søde milde' over forårsmåneden, som ellers ofte byder på sol og sommerlignende temperaturer.

Det slår DMI fast.

Ifølge DMI blev maj i år nemlig lidt af en rekord-måned, hvad angår nedbør.

Maj i år blev den vådeste maj i 32 år.

86 millimeter nedbør fik vi i gennemsnit. Det gør måneden til den næstvådeste maj (sammen med maj 1969), siden DMI begyndte at måle tilbage i 1874.

Senest, vi havde en vådere maj, var i 1983, hvor der i forårets sidste måned faldt utrolige 138 millimeter.

De 86 millimeter i maj var medvirkende til, at også foråret samlet set endte vådt, kan DMI's vejr-eskperter (desværre) slå fast.

179 millimeter blev det til på landsplan i marts, april og maj. Det gør foråret 2015 til det vådeste siden - igen - 1983 og det 9. vådeste, DMI nogensinde har registreret.

Ifølge vejrprofeterne hos DMI tegner sommeren til at blive noget bedre med temperaturer over gennemsnittet.

Men i dag snupper vi lige en våd dag mere med. DMI varsler, at tirsdagen byder på overskyet med regn en stor del af dagen. I Nord- og Vestjylland kan der lokalt forekomme torden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.