Det er ingen hemmelighed, at TV2 i flere år jagtede Søs Egelind for at få hende til at være med i Vild med dans, men at skuespillerinden gang på gang takkede nej.
Til sidst overgav hun sig, og i år har danskerne derfor kunne se 57-årige Søs Egelind folde sig ud på dansegulvet. Det sluttede dog fredag aften, hvor skuespillerinden blev stemt ud af programmet i kvartfinalen, og det endda på hendes fødselsdag.
- Det er mega ærgerligt, for jeg ville sindssygt gerne videre. Vi havde jo allerede talt om, hvad vi skulle danse næste gang. Men sådan er det, siger skuespillerinden, der på ingen måde har fortrudt, at hun endelig sagde ja til programmet.
- Kan man få lov at være med igen?, spørger hun med et smil på læben.
- Det har været et rent kærlighedsbrusebad at være med, og en rigtig stor oplevelse, siger hun.
Udover et tæt venskab med den professionelle danser Mads Vad, kan skuespillerinden også glæde sig over, at hun er i bedre form end nogensinde efter sin deltagelse.
- Jeg har jo fået en fantastisk kondition, og den har jeg i den grad tænkt mig at bevare, siger Søs Egelind.
Tre par tilbage
Dermed er fire par nu blevet til tre i konkurrencen.
Næste fredags semifinale kommer dermed til at stå mellem skuespillerinden Stephania Portalivo og hendes partner, Morten Kjeldgaard, skuespillerinden Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen og den tidligere fodboldspilelr John "Faxe" Jensen og Karina Frimodt.
I fredagens kvartfinale var alle par først på gulvet i en argentinsk tango, og her scorede Søs Egelind og Mads Vad årets første 10-tal for deres sensuelle fodarbejde.
Det toppede Stephania Portalivo og Morten Kjeldgaard dog, da parret indkasserede ikke mindre end fire af slagsen, da de efterfølgende gik på gulvet. Det gav den professionelle danser fugtige øjenkroge.
- Jeg tror aldrig, jeg har fået et 10-tal før, sagde Morten Kjeldgaard, der har været med i Vild med dans tre gange tidligere.
Parrene blev efter deres tango delt i to hold, før de blev sendt på gulvet i en paso doble. Her konkurrerede Søs Egelind og Mads Vad sammen med John "Faxe" Jensen og Karina Frimodt om at slå de to unge amatørdanserinder, Ena Spottag og Stephania Portalivo, og deres partnere.
Men det var de to unge skuespillerinder, der trak sig sejrrigt ud af den dyst - de scorede nemlig 36 point, mens de ældre amatørdansere måtte nøjes med 34 af slagsen.
Det var da også netop den tidligere fodboldspiller og Søs Egelind, der kæmpede i omdansen, og her var seerne altså med John "Faxe" Jensen, der kan se frem mod endnu en tur på gulvet.
Næste fredag gælder det semifinalen i showet. Den sendes på TV2 klokken 20.00.
/ritzau/FOKUS