Medstifter og politisk hjerne forlader spansk oprørsparti
Der er tegn på sprækker i venstrefløjspartiet Podemos, som har sendt rystelser gennem spansk politik.
Partileder Pablo Iglesias (billedet) har mistet en af Podemos-partiets ledende skikkelser, efter at Juan Carlos Monedero har forladt partiet. Arkivfoto
Partileder Pablo Iglesias (billedet) har mistet en af Podemos-partiets ledende skikkelser, efter at Juan Carlos Monedero har forladt partiet. Arkivfoto Foto: Paul White/AP


For første gang siden januar sidste år er der små tegn på krise i Podemos.

Oprørspartiet på den spanske venstrefløj har ellers haft vinden i ryggen lige siden, at det blev dannet, men torsdag trak en af stifterne sig uventet fra partiledelsen efter uenigheder.

Juan Carlos Monedero, der er tidligere politisk rådgiver for Venezuelas afdøde præsident Hugo Chávez, siger, at han trækker sig på grund af ideologiske uoverensstemmelser.

- Jeg har afleveret min afskedsbegæring til min ven Pablo, skriver han sent torsdag på Twitter med henvisning til Pablo Iglesias, lederen af Podemos.

- Podemos burde stoppe med at kigge ind i spejle, der ikke er partiets egne, tilføjer Monedero lettere kryptisk.

Hans overraskende afsked kommer, efter at partiet - der ofte sammenlignes med Grækenlands regerende Syriza-parti - er faldet tilbage i meningsmålingerne forud for parlamentsvalget i Spanien i november.

Dermed har partiets "politiske hjerne" forladt Podemos, siger Ramon Lobo, der har skrevet en biografi om Monedero, til AFP.

Siden Podemos dukkede op på den politiske scene for 15 måneder siden, har det reddet på en bølge af popularitet blandt spanierne, der har kvitteret for partiets højlydte protester mod de store besparelser, den spanske regering har gennemført.

Men det radikale parti, hvis navn kan oversættes til "Vi Kan", ser ud til at have mistet momentum. Flere spaniere støtter nu i stedet det mere moderate protestparti Ciudadanos.

- Der er spændinger i hjertet af Podemos. Der er folk, som er mere moderate, og folk, som holder fast i vores oprindelige ståsted, sagde Juan Carlos Monedero torsdag til spansk radio og antydede dermed, at der var kurrer på tråden.

Hvis der var valg i dag, ville Podemos stå til 17,9 procent af stemmerne, hvilket kun vil gøre partiet til det fjerdestørste i parlamentet i Madrid.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.