Det kan blive nødvendigt for den amerikanske centralbank at hæve renten snart, mener flere medlemmer af USA's centralbank, Federal Reserve, ifølge et referat fra det månedlige rentemøde i juli der blev offentliggjort onsdag. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
Ved seneste rentemøde rokkede FED ikke ved den ledende amerikanske rente. Men centralbanken var ude med et budskab om, at de kortsigtede risici for økonomien var mindsket, og lod døren stå åben for en mulig rentestigning i år.
Ifølge referatet fra rentemødet mener nogle af de stemmeberettigede medlemmer altså, at der er behov for en snarlig rentestigning, men der er generel enighed om, at der er brug for mere data før beslutningen træffes.
Referatet viser, at der generelt var positiv stemning om udsigten for den amerikanske økonomi blandt medlemmerne på rentemødet, men at flere gav udtryk for, at en opbremsning i tempoet for nye ansættelser taler mod en snarlig rentestigning.
Med fastholdelsen i juli lyder den amerikanske rente fortsat på 0,25 til 0,50 procent, hvilket historisk er et ekstremt lavt niveau.
/ritzau/Reuters