Medina svarer igen på hård kritik: Det er til grin
Medina skyder igen på bloggers hårde angreb på hende og andre kendtes engagement i verdens flygtninge.
Medina er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp.
Medina er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Scanpix/arkiv


Medina glider af på bloggeren og filosoffen Eva Agnete Selsings verbale angreb på popdivaens engagement i verdens flygtninge.

- Det er grinagtigt at kritisere folk, der gør en god gerning - lige meget hvad de gør. Det er til grin at nedgøre andre mennesker, der bruger deres energi positivt, så jeg har ikke så meget tilovers for folk, der hakker ned på folk, siger Medina til TV2 og mener, at det siger mere om dem, end det gør om dem, der rent faktisk gør noget godt.

Eva Agnete Selsing skrev blandt andet under overskriften "Medinas flygtninge-bling" i sin blog på b.dk, at Medinas rolle som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp er en "accessory, der skal give åndelig stråleglans til resten af projektet med umtji-umtji, øjenvippe-ekstensions og Chaneltasker".

- Min far er selv flygtning, så er jeg er vokset op med nogle af de ting, der kan være forbundet med at være det. Så det er meget naturligt for mig, siger Medina til TV2.

Medina er født og opvokset i Risskov, Aarhus, og er datter af en dansk mor og en chilensk far. Hun er døbt Andrea Fuentealba Valbak, men skiftede i 2005 navn til Medina Danielle Oona Valbak efter at have besøgt en numerolog.

Sangerinden har et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, der blandt andet indebærer en tur til en flygtningelejr i Uganda.

Shaka Loveless, Barbara Moleko, Mads Langer, Kirsten og Mille Lehfeldt, Nicolas og Laura Bro, Martin Buch og Rasmus Botoft og Pernille Højmark er ligesom Medina ambassadører for Folkekirkens Nødhjælp.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.