Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 11:21
Det amerikanske nyhedsbureau AP citerer kilder i Paris for, at en mand stadig er barrikaderet i en lejlighed i forstaden St. Denis, hvor flere personer blev dræbt og anholdt tidligt på dagen.
Andre medier siger, at det franske politi er ved undersøge lejligheden for skjulte bomber.
Statsanklagemyndigheden i Paris bekræfter ifølge AFP, at en kvinde sprængte sig selv i luften tidligt onsdag under en omfattende politiaktion i Paris-forstaden St. Denis.
Tre mænd, som opholdt sig i samme lejlighed som kvinden, er blevet anholdt, mens en mand og en kvinde blev anholdt under en anden razzia i nærheden.
En anden person blev ifølge politiet også dræbt under aktionen, som begyndte klokken 04.
Der er i Paris ubekræftede oplysninger om, at også en tredje person skal være dræbt.
Fire politifolk meldes såret ifølge lokale medier.
Aktionen, der udfolder sig i St. Denis, er et led i jagten på Abdelhamid Abaaoud, der menes at være manden, der planlagde de blodige angreb i den franske hovedstad fredag aften.
Han skulle have barrikaderet sig i lejligheden sammen med mindst to andre, rapporterer flere medier i Paris. Heriblandt den 26-årige Salah Abdeslam, som formodes at være en af gerningsmændene bag angrebene i Paris, hvilket har medført, at en massiv jagt på ham har været i gang siden.
Yderligere en mand, der er eftersøgt af politiet i forbindelse med Paris-angrebene, skulle også have været i den barrikaderede lejlighed, forlyder det.
Mindst 50 soldater er udkommanderet til at støtte politiet under aktionen i Paris-forstaden, skriver AFP.
Myndighederne mener, at i alt ni gerningsmænd deltog i fredagens angreb, som kostede 129 mennesker livet. Syv af gerningsmændene blev dræbt af politiet eller begik selvmord under angrebene.
/ritzau/AFP