Medier: Libyske menneskesmuglere er blevet dræbt i ildkamp
Leder af menneskesmuglerbande er angiveligt blandt de omkomne. Udenlandske agenter hævdes at stå bag drabene.
Libyske menneskesmuglere er blevet dræbt i ildkamp i Tripoli, skriver landets aviser. Her ses migranter vente på at komme i land på den italienske ø Lampedusa, efter at være blevet reddet på åben sø af et italiensk flådefartøj. Arkivfoto.
Libyske menneskesmuglere er blevet dræbt i ildkamp i Tripoli, skriver landets aviser. Her ses migranter vente på at komme i land på den italienske ø Lampedusa, efter at være blevet reddet på åben sø af et italiensk flådefartøj. Arkivfoto. Foto: Mauro Seminara/AP


Lederen af en libysk organisation, som mistænkes for at have smuglet tusindvis af flygtninge over Middelhavet, er ifølge medierapporter blevet skudt og dræbt i Libyen sammen med flere af sine medsammensvorne.

Angiveligt er det udenlandske agenter, som står bag drabene, der fandt sted i en forstad til Tripoli.

Drabene på menneskesmuglerne skulle være udført med en speciel type ammunition, der anvendes af vestlige indsatsstyrker, og som ikke kendes andre steder fra.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT med henvisning til italienske og libyske medier.

Forsvarsministeriet i Italien bekræfter lørdag, at Salah al-Maskhout, leder af den kriminelle gruppe, er blandt de omkomne i skudvekslingen. Samtidig afviser ministeriet, at Italien skulle være involveret i aktionen.

Nato har heller ikke noget med sagen at gøre. Det siger en talsmand for den militære alliance til den britiske avis The Guardian.

Ministeriets oplysning om at al-Maskhout skulle være dræbt, afvises af en af hans slægtninge. Personen hævder ifølge The Guardian, at lederen af menneskesmuglerbanden overlevede ildkampen.

Drabet på Salah al-Maskhout, samt op til otte andre menneskesmuglere, skulle være sket i forbindelse med, at han besøgte familiemedlemmer i udkanten af hovedstaden Tripoli.

Salah al-Maskhout boede i byen Zuwara i det nordvestlige Libyen, hvorfra mange både med flygtninge stævner ud, fordi det ligger tæt på den italienske ø Lampedusa.

Tusindvis af flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika er de seneste år ankommet til den italienske ø.

Flere hundredtusinder af flygtninge og migranter har i år krydset Middelhavet i håb om at finde et bedre liv i Europa. FN skønner, at mindst 2500 personer er omkommet under den ofte farefulde færd over Middelhavet.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.