Medier: Det bliver et nej ved folkeafstemningen
Danske vælgere har stemt nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, vurderer DR og TV2.
Folkeafstemningen om det danske retsforbehold i EU ender med et nej, vurderer TV2 og DR, mens de sidste stemmer tælles op. Her er der travlt i Aarhus.
Folkeafstemningen om det danske retsforbehold i EU ender med et nej, vurderer TV2 og DR, mens de sidste stemmer tælles op. Her er der travlt i Aarhus. Foto: KLINDT SØLBECK CHRISTIAN/POLFOTO


De danske vælgere har stemt nej til at omdanne Danmarks retsforbehold i EU til en tilvalgsordning. Det konkluderer DR og TV2 på baggrund af den foreløbige optælling af stemmer.

Ifølge analyseinstituttet Megafon ender folkeafstemningen med et stort nej, oplyser TV2. Samme vurdering lyder fra DR, mens de sidste stemmer tælles op rundt om i landet.

Klokken 21.50 torsdag aften er næsten 90 procent af stemmerne talt op efter torsdagens folkeafstemning. Ifølge DR's prognose står nej-siden til at få 53,2 procent af stemmerne, mens ja-siden ventes at få 46,8 procent.

Hos TV2 lyder prognosen, at nej-siden får 53,7 procent af stemmerne, mens ja-siden får 46,3 procent.

Med vælgernes nej bevares det danske retsforbehold i EU.

Ja-partierne består af Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative, SF, De Radikale og Alternativet.

Fra Enhedslisten, DF og Liberal Alliance har opfordringen lydt til et nej. Det samme mener Folkebevægelsen mod EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.