Skiftet er endnu ikke bekræftet af parterne, men flere medier oplyser, at håndboldprofilen Anders Eggert vender hjem til Danmark efter denne sæson.
Ifølge både TV 2 Sport og TV Midtvest, har Skjern sikret sig en aftale med fløjspilleren fra næste sæson. Anders Eggert vender således hjem fra den tyske Bundesliga, hvor han har været på kontrakt siden 2006.
Eggert var i sæsonen 2008/09 udlejet fra Flensburg-Handewitt til Skjern, som han altså således nu vender tilbage til.
Anders Eggert, som var skadet og derfor meldte afbud til OL i Rio, har problemer med at sikre sig tilstrækkelig med spilletid i Flensburg, hvor svenskeren Hampus Wanne ser ud til at have overhalet ham.
Akillessenen har nemlig drillet Anders Eggert i 2016.
I Skjern Håndbold ønsker man ikke at bekræfte aftalen, men klubben har dog indkaldt til pressemøde onsdag formiddag, hvor det forlyder, at Skjern vil præsentere en ny spiller.
Anders Eggert har spillet 159 landskampe og scoret 570 mål.
/ritzau/