Medie: Treårig svensk dreng dræbt af håndgranat i Syrien
Svensk familie sluttede sig til Islamisk Stat i 2015, men rejste hjem igen, da deres lille søn mistede livet.
En treårig dreng fra Sverige mistede livet i et område af Syrien, som Islamisk Stat kontrollerer. Arkiv.
En treårig dreng fra Sverige mistede livet i et område af Syrien, som Islamisk Stat kontrollerer. Arkiv. Foto: Uncredited/AP


En tre år gammel dreng fra det vestlige Sverige har mistet livet, efter at han angiveligt legede med en håndgranat i Syrien.

Det skriver tv-stationen SVT på sin hjemmeside.

Det fremgår ikke præcis, hvornår eller hvor ulykken skete. Men ifølge mediet rejste drengens mor i 2015 til Syrien for at slutte sig til den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS), efter at den havde erobret større områder i landet.

Moren offentliggjorde siden billeder på Facebook, hvor hendes søn poserer med flere våben.

Ulykken skete ifølge SVT's oplysninger i familiens hjem i et område, som Islamisk Stat kontroller. En ældre søskende blev såret af granatsplinter ved ulykken.

Ifølge mediets oplysninger legede drengen med håndgranaten, da den eksploderede mellem hænderne på ham.

Den svenske efterretningstjeneste Säpo vurderer, at omkring 120 svenske kvinder og mænd over de senere år har sluttet sig til IS.

Ifølge et groft overslag er der omkring 60 svenske børn i Syrien i dag, hvoraf nogle er blevet født der.

Det svenske udenrigsministerium har ikke været i stand til at bekræfte episoden.

Familien er efter ulykken rejst tilbage til Sverige, skriver SVT.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.