Medie: Total dropper skifergas i Nordsjælland
Finans.dk erfarer, at Total har droppet ideen om at udvinde skifergas i Nordsjælland.
Her ses Totals boring efter skifergas i Dybvad i Nordjylland.
Her ses Totals boring efter skifergas i Dybvad i Nordjylland. Foto: LASSE KOFOD/POLFOTO


Der bliver ikke boret efter skifergas i Nordsjælland. Det står klart efter at det franske energiselskab Total har leveret sin licens tilbage.

Tilladelsen vil ikke blive givet til andre, slår klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) fast overfor Ritzau.

- Total har ikke ønsket at gøre brug af den tilladelse, de havde fået. De har tilbageleveret tilladelsen, og jeg lægger den nu i skuffen. De nordsjællandske beboere, som har været bekymret, kan nu være trygge, da jeg ikke vil give tilladelsen til andre, siger han.

Klima- og energiministeren slår fast, at han ikke vil give tilladelse til efterforskning efter skifergas fremadrettet. Han mener i stedet at Danmark skal satse på andre energikilder.

- Vi vil ikke være med til, at bruge alle de fossile brændstoffer, som er i undergrunden. Vi har mange gode alternativer som vindmøller, geotermi, solvarme og andet, som giver mere mening at bruge, siger Rasmus Helveg Petersen.

Men det er ikke kun i Nordsjælland, at Total har haft tilladelse til at lede efter skifergas. I Nordjylland har energiselskabet foretaget prøveboringer, som har været meget omtalte.

Tidligere på måneden blev prøveboringerne midlertidigt indstillet, da Energistyrelsen konstaterede, at Total brugte kemikalier, der ikke var givet tilladelse til.

Selvom det er den tidligere regering, som har udstedt tilladelsen til Total, så vil Rasmus Helveg Petersen ikke rokke ved den.

- Jeg respekterer den aftale, som er lavet med den tidligere regering. Man må skulle stole på, at den danske stat står ved sit ord, siger klima- og energiministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.