Medie: Soldater med posttraumatisk stress sendes i krig
Veteranforening advarer om, at danske soldater skjuler psykisk sygdom for at blive udsendt i krig på ny.


To soldater, der har været udsendt på ny trods symptomer på posttraumatisk stress, har begået selvmord i løbet af den seneste måned.

Det skriver Radio24syv onsdag.

Flere danske soldater, der vender hjem fra krig med posttraumatisk stresslidelse, PTSD, skjuler deres psykiske sygdom for forsvaret.

Det gør de af frygt for, at forsvaret skal fyre dem ifølge Claus Stenberg, talsmand for paraplyorganisationen Veteranalliancen.

Og det betyder, at danske soldater har været i krig i Irak og Afghanistan, selv om de har haft PTSD, siger han.

- Jeg kender flere veteraner, der har henvendt sig til os og fortalt, at de er nødt til at holde det hemmeligt, fordi de risikerer at blive afskediget, og det er ikke en konsekvens, de kan leve med, siger Claus Stenberg.

Soldater holder deres sygdom skjult, eller får behandling for egen regning, fordi de er bekymrede for at få en PTSD-diagnose af Forsvaret.

En sådan diagnose betyder ifølge Veteranalliancen som regel, at de bliver erklæret "ikke udsendelsesparate", og at de skal for en såkaldt mulighedskommission, der skal vurdere deres fremtidsudsigter.

Det har ofte den konsekvens, at soldaterne bliver parkeret med papirarbejde i et depot eller bliver fyret fra forsvaret, siger Claus Stenberg til Radio24syv.

En af de veteraner, som har været udsendt til en krigszone, selv om han har haft PTSD, begik i sidste uge selvmord.

Radio24syv kender hans identitet, men har valgt at anonymisere ham. Han skrev selv om sine psykiske problemer i et opslag på sin Facebook-væg i begyndelsen af maj.

- Til dem det måtte berøre! Jeg har PTSD. Så er det officielt ude! Jeg har levet med det længe og må nu indrømme over for alle i min omgangskreds, at det er sådan, det står til, skrev han.

Den anden er Anders Thor Stabell Hansen. Han tog sit eget liv 22. maj og blev 34 år. I 2006 var han udsendt til Irak, og i 2008 vendte han tilbage til krigen. Denne gang i Afghanistan.

Også Anders Thor Stabell Hansen skjulte sine psykiske problemer, fordi han ikke ville væk fra forsvaret, siger hans søster Mette Nørgaard Stabell Edvardsen til Radio24syv.

- Han ville meget gerne afsted til Afghanistan, og det var han bange for, at han ikke ville blive erklæret egnet til, hvis han fortalte forsvaret, hvordan han havde det, siger Mette Nørgaard Stabell Edvardsen.

Anders Thor Stabell Hansen fik efter sin sidste udsending diagnosen PTSD. Han blev i 2015 endegyldigt opsagt fra sin kontrakt med Forsvaret.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra Forsvaret såvel som forsvarsminister Peter Christensen (V), men de har ikke ønsket at stille op til interview.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.