Medie: Russere har deltaget i operationer i Syrien
Rapport: Moskva har sendt landgangsfartøjer og yderligere fly til Syrien samt et lille antal soldater.


Russiske soldater har deltaget i militære operationer i Syrien, siger tre libanesiske velorienterede kilder til Reuters.

- De deltager ikke kun som rådgivere. De deltager i operationer, siger en af de unavngivne kilder.

Samtidig oplyser embedsmænd i Washington til nyhedsbureauet, at Rusland har sendt to landgangsfartøjer til kampvogne og yderligere fly til Syrien i de seneste dage, samtidig med at et lille antal infanterisoldater er blevet udstationeret i landet.

Formålet med den militære optrapning er ikke klar, men en embedsmand i Washington siger, at der øjensynligt er fokus på at styrke en luftbase ved havnebyen Latakia, som er en af magtbaserne for regimet omkring den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Rusland bekræftede tidligere onsdag for første gang fra officielt hold, at landet har sendt militære eksperter til Syrien.

Assad er under stigende pres, og regeringshæren har netop tabt en luftbase i Idlib-provinsen efter to års belejring.

Leverancerne fra Rusland har været stridspunktet i en voksende diplomatisk konflikt mellem Moskva og Washington de seneste dage.

Rusland siger, at de russiske våben er øremærket til bekæmpelse af terrorisme i det krigshærgede Syrien, hvor grupper som Islamisk Stat og Nusra-fronten har erobret store områder.

USA bad forleden Grækenland om at stoppe russernes flyvninger gennem græsk luftrum for at forhindre strømmen af våben til Damaskus.

Siden har Bulgarien sagt, at landet har udstedt et forbud mod de russiske fly.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, advarer Rusland mod en øget militær intervention i Syrien. Han siger, at en atomaftale med Iran og nye FN-initiativer udgør et nyt startpunkt for en løsning på den syriske konflikt.

Tyskland er opsat på at mægle i den fire år lange konflikt, men Frankrig overvejer at deltage i luftangreb mod Islamisk Stat i landet.

- Det kan ikke passe, at vigtige partnere, som vi virkelig har brug for nu, støtter en militær løsning, siger Steinmeier.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.