Medie: Rusland stjæler oplysninger om præsidentkandidater
Database for USA's demokrater har været angrebet af russere, siger flere kilder. Rusland benægter indædt.
Russerne har nappet Det Demokratiske Partis filer om republikaneren Donald Trump, skriver avisen Washington Post.
Russerne har nappet Det Demokratiske Partis filer om republikaneren Donald Trump, skriver avisen Washington Post. Foto: Jim Cole/AP


Hackere, der arbejder for den russiske regering, er trængt ind i landsledelsens database i USA's Demokratiske Parti. De har bemægtiget sig partiets research om den republikanske præsidentkandidat Donald Trump.

Det oplyser medlemmer af Det Demokratiske Partis Nationalkomite og sikkerhedseksperter, der har behandlet cyberangrebet, til avisen Washington Post.

Oplysningerne benægtes indædt af den russiske regering.

De folk, som det er lykkedes at trænge ind i databasen, har gjort deres arbejde så grundigt, at de har været i stand til at læse alle e-mails og chatbeskeder, siger de.

Men demokraternes landsledelse er ikke alene om at have været udsat for elektroniske indbrud. Også demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton og Donald Trump har været mål for de russiske hackere, siger amerikanske embedsmænd uden at give flere detaljer.

Angrebet på Det Demokratiske Partis landsledelse har stået på et år og blev først afsluttet i weekenden under et sikkerhedstjek af partiets computere, skriver Washington Post.

Avisen siger, at det er et udtryk for, hvor optaget Rusland er af at forstå USA's politiske system og "et ønske om at forstå mærkesager, styrker og svagheder hos en potentiel fremtidig præsident".

Washington Post konstaterer, at det svarer til amerikanske spioner, der samler lignende oplysninger om eventuelle fremtidige eller nuværende ledere.

Men det vil præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ikke høre tale om.

- Jeg udelukker fuldstændig, at den russiske regering eller regeringsorganer har været involveret i dette, siger han ifølge Reuters

Adam Schiff, der er demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus' efterretningskomité, siger, at det kun er, hvad man kan forvente.

- Mens jeg ikke kan gå i detaljer med noget angreb eller hackervirksomhed og i lyset af vort stadig mere modsætningsfyldte forhold til Rusland efter invasionen i Ukraine, så må vi forvente, at Rusland i særdeleshed vil går efter vores institutioner uden ophør, og for de som ikke er beskyttet godt nok med succes, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.