Medie: Putin er villig til at gå solo mod IS i Syrien
Rusland ønsker at danne alliance med blandt andet USA i Syrien, men er klar til at indlede egen kamp mod IS.
Vladimir Putin skal angiveligt være parat til at gå enegang i kampen mod IS i Syrien.
Vladimir Putin skal angiveligt være parat til at gå enegang i kampen mod IS i Syrien. Foto: Alexei Nikolsky/AP


Hvis ikke Rusland og USA kan blive enige om at gå sammen i den militære kamp mod Islamisk Stat (IS) i Syrien, er russerne klar til at indlede deres egen mission mod den ekstremistiske bevægelse.

Det fortæller to anonyme kilder med kendskab til Ruslands overvejelser til nyhedsbureauet Bloomberg.

Vladimir Putin, Ruslands præsident, foretrækker dog ifølge kilderne, at USA og dets allierede går sammen med Rusland, Iran og den syriske regeringshær om at koordinere deres indsats mod IS. Det har USA indtil videre nægtet, lyder det.

Bloomberg News skriver, at Putin har foreslået amerikanerne at indgå i en fælles militær aktion, mens der samtidig arbejdes med en politisk løsning, hvor Bashar al-Assad gradvist fjernes fra magten i Syrien. Det sidste har været et hovedkrav fra amerikanerne.

En embedsmand i Washington siger dog til Bloomberg News, at USA ikke har modtaget noget "konkret" forslag fra Rusland.

Det russiske initiativ vil være omdrejningspunktet for Putins endagstur til New York 28. september, hvor han blandt andet skal deltage i FN's Generalforsamling.

Angiveligt er der i Kreml allerede ved at blive udarbejdet et lovforslag, hvor der lægges op til at sende 2000 personer fra luftværnet til Syrien.

Rusland har den seneste tid øget sin militære tilstedeværelse i Syrien og sat tempoet op i våbenleverancerne til den syriske regeringshær.

Senest har det været fremme, at Rusland har påbegyndt overvågningsflyvninger med droner i Syrien ifølge amerikanske embedsfolk. Russerne skulle også have indsat fire kampfly på en luftbase i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.