Medie: Politikere forhandler om kontant tilskud til elbiler
Der er angiveligt politiske drøftelser om tilskud, der skal øge elbilsalget, fortæller Dansk Elbil Alliance.
Salget af elbiler i Danmark er faldet markant, siden bilerne 1. januar 2016 blev pålagt registreringsafgift.
Salget af elbiler i Danmark er faldet markant, siden bilerne 1. januar 2016 blev pålagt registreringsafgift. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


Salget af elbiler til private købere i Danmark er stort set gået i stå.

Men tilsyneladende er der politiske forhandlinger i gang, som skal gøre det mere attraktivt at investere i de miljøvenlige køretøjer.

Det fortæller branchechef i Dansk Elbil Alliance Lærke Flader.

- Det forlyder, at aftalepartierne er i gang med at forhandle nye ordninger for elbiler og heriblandt et tilskud, siger hun.

Lærke Flader henviser til Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale, der sidste år indgik en aftale om at indfase registreringsafgift på elbiler.

- Men vi har endnu ikke set et konkret bud på, hvad de vil gøre, siger hun.

Mediet Motor-magasinet erfarer, at forligspartierne i øjeblikket forhandler om et statsligt tilskud på 20.000 kroner til i alt 1000 elbiler.

Det konkrete tilskud kan Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance dog ikke bekræfte.

Men hvis en sådan økonomisk håndsrækning bliver en realitet, forventer hun, at det vil kunne sætte fart på det skrantende salg af elbiler.

- Det vil sende et rigtig godt signal til markedet om, at politikerne gerne vil elbilerne. Og det vil være en god hjælp til danskerne, når de skal købe en ny bil. Så vil 20.000 kroner kunne betyde noget. Så det er en god idé, siger Lærke Flader.

Siden nytår er der sket en kraftig opbremsning i salget af elbiler, som fra 1. januar - i modsætning til tidligere - blev pålagt registreringsafgifter.

- Det nuværende salg ligger på en fjerdedel sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Når vi ser ud i verden, er det globale salg til gengæld steget med 50 procent.

- Det burde det også gøre i Danmark, siger Lærke Flader.

Ifølge Dansk Elbil Alliance er der i dag stort set ingen private danskere, der køber elbiler. Elbilerne på markedet herhjemme bliver primært solgt til udlejningsselskaber.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.