Medie: Nykredit har fundet køber til sit hovedsæde
Ifølge TV2 har Nykredit solgt sit hovedsæde for et milliardbeløb. Realkreditselskabet vil ikke kommentere.


Realkreditselskabet Nykredit har siden januar været på udkig efter ekstra kapital, som kan polstre selskabet, så det kan leve op til kommende kapitalkrav.

Og ifølge TV2 har selskabet skaffet en god milliard kroner ved at sælge sit hovedsæde på Kalvebod Brygge til ejendomsselskabet Dades.

Nykredits pressechef afviser at kommentere historien, men det kan skyldes, at selskabet torsdag fremlægger sit regnskab og først der har tænkt sig at slippe nyheden ud.

Det er ifølge TV2 den store hovedbygning på Kalvebod Brygge og Krystallen på den anden side af vejen, der er solgt.

Derimod beholder koncernen bygningen på Otto Mønsteds Plads.

Salgsprisen ventes at ligge omkring 1,3 milliarder kroner. TV2 har tidligere fortalt, at Nykredit håbede på at få mellem 1,6 og 1,8 milliarder for alle tre bygninger.

Nykredit rykker ikke umiddelbart ud af bygningen, men har sikret sig at kunne blive boende i op til fem år.

Ifølge TV2's oplysninger skulle realkreditselskabet dog være på udkig efter en ny hjemadresse, hvor huslejen er knap så dyr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.