Medie: Mikkel Kessler nærmer sig kamp
The Daily Mirror skriver, at den 28-årige brite James DeGale forsøger at lokke Kessler en tur til London.
Mikkel Kessler kan være klar til kamp til foråret.
Mikkel Kessler kan være klar til kamp til foråret. Foto: www.mikkelkessler.com/free


Boksestjernen Mikkel Kessler kan være tæt på en kamp mod den 28-årige brite James DeGale.

Den engelske avis The Daily Mirror skriver på sin hjemmeside, at danskerens lejr i øjeblikket forhandler med DeGales bagland i forsøget på at sætte en kamp op den 25. april i O2 Arena i London.

DeGales rekordliste viser 20 sejre og et enkelt nederlag i 21 kampe. Briten har dog aldrig mødt en bokser af Kesslers kaliber.

35-årige Kessler har tidligere meldt ud, at han er klar til at indstille karrieren, hvis han ikke snart kommer i ringen.

Danskeren har længe håbet på, at det var muligt at lokke Carl Froch i ringen til et tredje møde mellem de to boksere.

Froch slog i maj 2013 Kessler på point og fik dermed revanche for et nederlag i Herning tilbage i 2010.

Froch virker dog ikke interesseret i en ny kamp. Den 37-årige Nottingham-bokser har udtalt, at han går efter at møde mexicaneren Julio Cesar Chavez Junior.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.