Medie: Messerschmidts fond købte kuglepenne for halv million
Fonden Meld har købt kuglepenne hos tidligere formands studiekammerat, der samtidig støtter Meld-parti.
Foto: Scanpix


Med Morten Messerschmidt (DF) som en del af ledelsen har den europæiske fond Meld bestilt kuglepenne til en samlet værdi på 486.000 kroner.

En stor del af kuglepennene er bestilt hos en leverandør med tætte forbindelser til det polske Meld-parti Solidarna Polska.

Det skriver Ekstra Bladet, der sammen med den polske udgave af Newsweek står bag afsløringerne.

Mens Morten Messerschmidt var vicepræsident i fonden, bestilte Meld i 2013 60.000 kuglepenne til en pris på 400.000 kroner hos det polske selskab Wer.

Året efter bestiller Meld yderligere 10.000 kuglepenne til en værdi på 86.000 kroner hos et andet selskab, som hverken Ekstra Bladet eller Newsweek har kunnet finde frem til.

Selskabet Wer er ifølge Ekstra Bladet ejet af Waclaw Rosicki, der har studeret med den daværende Meld-præsident Jacek Wlosowicz.

I 2014 donerer Waclaw Rosicki ifølge Ekstra Bladet personligt 15.000 polske zloty svarende til 26.000 kroner til det polske parti Solidarna Polska.

Christian Ougaard, medlem af bestyrelsen i Transparency International Danmark og ekstern lektor i forvaltningsret på Københavns Universitet, vurderer, at der kan være tale om alvorlige lovovertrædelser.

- Det kunne være et eksempel på, at man har forsøgt at kanalisere penge fra fondet (Meld, red.) og ud til fondets medlemmer, siger han til Ekstra Bladet.

Han understreger, at han ikke kender de forskellige regelsæt omkring kontrakterne, men trækker paralleller til en tidligere sag fra Nordsjælland.

- For så vidt angår kuglepenne-firmaet er situationen ikke helt ulige en sponsorsag, som vi selv havde omkring Farum. Hvor Farum køber en ydelse af nogle private selskaber, hvorefter selskaberne tegner sponsoraftaler i Farum Boldklub, siger han.

Waclaw Rosicki bekræfter ifølge Ekstra Bladet, at han har studeret med den daværende Meld-præsident. Adspurgt om hvorvidt han har støttet partiet, siger han:

- Det kan jeg ikke huske.

Hverken Dansk Folkepartis nuværende gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen, eller tidligere Meld-medlem Rikke Karlsson har set skyggen af kuglepennene, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.