Medie: Merkel stiller op til fjerde periode som kansler
Angela Merkel har orienteret partiledelsen i det konservative CDU-parti om, at hun fortsætter som partileder.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil genopstille til en fjerde regeringsperiode ved forbundsdagsvalget næste efterår, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil genopstille til en fjerde regeringsperiode ved forbundsdagsvalget næste efterår, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Foto: Tobias Schwarz/AFP


Tysklands forbundskansler vil genopstille til en fjerde regeringsperiode ved forbundsdagsvalget næste efterår, siger kilder i hendes parti.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har Angela Merkel orienteret ledelsen i det konservative CDU-parti, at hun fortsætter som leder.

Der har i måneder været fremsat mange spekulationer om Merkels fortsatte politiske liv.

Den 62-årige kansler holder pressemøde søndag klokken 19.00 i partiets hovedkvarter.

Merkel har ledet Europas største økonomi siden 2005.

Det konservative søsterparti CSU byder Merkels beslutning velkommen.

- Det er godt, at der nu er klarhed, siger CSU-leder Horst Seehofer ifølge dpa.

Valgforskere vurderer, at det er sandsynligt, at Merkel vil gå ind i en fuld regeringsperiode. Det er fire år.

For nylig sagde CDU's Norbert Röttgen til CNN, at Merkel genopstiller. Men Merkels talsmand, Steffen Seibert, lagde øjeblikkeligt afstand til udtalelsen.

- Forbundskansleren vil, som det flere gange tidligere er sagt, ytre sig om dette spørgsmål på et egnet tidspunkt, siger han.

Merkel's CDU holder sit årlige landsmøde i begyndelsen af næste måned.

CDU og de kristelige demokrater i Bayern, CSU, er omkring ti procentpoint foran deres nærmeste rivaler i meningsmålingerne.

Men Merkels beslutning om at lade omkring 900.000 migranter og flygtninge komme til Tyskland sidste år har kostet hende en del opbakning blandt vælgerne.

Ved delstatsvalget i Berlin i september fik CDU kun 18 procent af stemmerne.

Det er partiets værste resultat i byen - både før og efter Murens fald i 1989. Socialdemokraterne (SPD) fik omkring 22 procent af stemmerne i Berlin.

Den konservative politiker bliver af de fleste opfattet som en stabiliserende styrke i Europa.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.