Sine Sunesen er blevet opsagt fra sit job som direktør i Kommunernes Landsforening.
Ifølge TV2 News har hun mistet jobbet fordi hun var for eftergivende over for lærerne, som for nylig har forhandlet overenskomst med KL.
Sine Sunesen stod i spidsen for KL ved forhandlingerne. Hendes modpart, Anders Bondo Christensen, der forhandlede for lærerne er overrasket over fyringen og kalder det 'vanvittigt'.
- Jeg kan ikke forstå, at KL har afskediget hende. Sine Sunesen har stået i spidsen for nogle af de mest omsiggribende overenskomstforhandlinger. KL burde give hende en bonus, for det har været nogle enormt vanskelige forhandlinger. Jeg er virkelig målløs, siger han til tv2.dk.
- Jeg kan ikke se, at hun ikke har været loyal. Mit bedste bud er, at der har været nogen inde over og har været overdommer på det her, siger Anders Bondo Christensen.
Sine Sunesen var en af fire medlemmer af KL's direktion, der har administrerende direktør Kristian Wendelboe i spidsen.
KL vil ikke kommentere sagen eller afkræfte at opsigelsen er på grund af blødsødenhed.
Sine Sunesen har bekræftet over for tv2.dk, at hun er blevet sagt op, men hun ønsker ikke at kommentere opsigelsen.