Medie: IS planlægger angreb på jødiske børn i Tyrkiet
- Dette er mere end en troværdig trussel. Det er et aktivt plot, lyder det fra efterretningskilde.
Tyrkiet har de seneste måneder oplevet flere angreb. Islamisk Stat har taget skylden for flere af dem. Arkiv.
Tyrkiet har de seneste måneder oplevet flere angreb. Islamisk Stat har taget skylden for flere af dem. Arkiv. Foto: Emrah Gurel/AP


Den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat er angiveligt langt fremme med planer om at angribe og dræbe børn i jødiske børnehaver, skoler og institutioner i Tyrkiet.

Det fortæller den britiske tv-station Sky News, der citerer anonyme efterretningskilder for oplysningerne.

Informationerne om de planlagte angreb på de jødiske institutioner stammer angiveligt fra seks personer, der i den forgangne uge er blevet anholdt i Gaziantep i det sydlige Tyrkiet.

- I lyset af disse omstændigheder bliver der taget ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger oven i det i forvejen høje sikkerhedsniveau, som tyrkisk politi sørger for, samt inden for det jødiske samfund, siger en unavngiven efterretningskilde til Sky News.

Det er ikke oplyst, hvilken efterretningstjeneste vedkommende hører til.

- Hemmelige antiterror-foranstaltninger er ved at blive indført. Dette er mere end en troværdig trussel. Det er et aktivt plot, er kilden citeret for at sige til Sky News.

Over 80 mennesker er blevet dræbt i en række angreb i år i Tyrkiet, der er medlem af Nato.

Ved det seneste angreb blev tre israelske turister og en iraner dræbt i Istanbul 19. marts. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, og jihadistgruppen har også taget skylden for de selvmordsangreb, der i sidste uge kostede 35 mennesker livet i Belgien.

Israel opdaterede mandag sin rejsevejledning til Tyrkiet. Landets udenrigsministerium opfordrer ifølge Reuters israelere til at forlade Tyrkiet "så hurtigt" som muligt.

Ifølge Sky News' kilde er det mest sandsynlige mål for Islamisk Stats angreb en synagoge i Istanbuls Beyoglu-distrikt. Den har en skole og et jødisk medborgerhus tilknyttet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.