Onsdag kom det frem, at den kontroversielle kørselstjeneste Uber lukker sin lavpristjeneste UberPop i Sverige. Nu hævder de svenske taxiføreres fagforening, Taxiförbundet, at et stort antal af Ubers chauffører er dømt for lovbrud. Det skriver det svenske dagblad Dagens Nyheter.
Taxiförbundet har bedt sikkerhedsfirmaet Gothia Protection Group granske Uber. Firmaet har herefter kørt 149 test-ture med i alt 118 forskellige Uber-chauffører og kom i sidste uge med en rapport. Dagens Nyheter har fået lov at se materialet, som viser, at 29 ud af de 118 chauffører - altså hver fjerde - er dømt for lovbrud.
Vold, spritkørsel og narko
Dommene handler blandt andet om grov spritkørsel, overfald, tyveri og grove narkotikaforbrydelser, skriver Dagens Nyheter. Desuden var tre procent af de 118 biler omfattet af kørselsforbud. To af chaufførerne kom fra udenlandske ambassader, mens en af bilerne var en diplomatbil.
Undersøgelsen viste ifølge mediet også, at 76 procent ikke var registrerede som en virksomhed eller som betalere af såkaldt F-skat, som selvstændigt erhvervsdrivende skal betale.
– Det indebærer, at det ikke er sandsynligt, at at de betaler skat af den virksomhed, de driver, siger Zendry Svärdkrona fra sikkerhedsvirksomheden Gothia Protection Group til Dagens Nyheter.
Sikkerhedsfirmaet har nu overgivet informationerne til de svenske skattemyndigheder.
Forbund vil stille Uber til ansvar
Uber betragter normalt ikke sine chauffører som ansatte, men som selvstændigt erhvervsdrivende, som blot benytter sig af Ubers platform. Men det svenske Taxiförbundets direktør Claudio Skubla siger, at de bestilte undersøgelsen for at klargøre, om Uber som virksomhed alligevel har et såkaldt bestilleransvar efter svensk ret.
– Vi mener, at myndighederne, først og fremmest politiet og Skatteverket og Transportstyrelsen, burde kigge på det, siger direktøren til Dagens Nyheter.
Uber kritiserer undersøgelse
Hos Uber høster undersøgelsen ikke meget begejstring. Virksomheden skriver i en mail til det svenske dagblad, at det er svært at kommentere undersøgelse uden at have set den Uber pointerer dog, at alle chauffører blandt andet gennemgår en screening og et baggrundstjek. Hvis der findes fejl, vil Uber naturligvis se på det, skriver Oliver Carrá, Ubers kommunikationschef i Norden til Dagens Nyheter.
- Vi mener, at det er et beklageligt tiltag at hyre private sikkerhedsfirmaer til at overvåge UberPop-chauffører, hvis eneste forbrydelse er, at de på en sikker og nem måde har samkørt med andre privatpersoner i Stockholm og Göteborg, skriver kommunikationschefen.