Flest mulige skal i arbejde og forsørge sig selv. Også selvom man kun har en smule arbejdsevne tilbage. Det var målet med reformen på fleksjob- og førtidspensionsområdet, der blev indført 1. januar 2013.
Men en del af de nye fleksjobbere har så dårligt helbred og arbejdsevne, at de hellere ville have haft en førtidspension. Det viser en ny rapport fra Det nationale forskningscenter for velfærd, SFI.
Sådan skriver Fagbladet 3F.
Omkring hver fjerde - svarende til 27 procent - af de fleksjobbere, der arbejder under ti timer om ugen, siger, at de i høj eller nogen grad hellere ville have haft førtidspension end det lille fleksjob. Det gælder kun hver ottende blandt de øvrige fleksjobbere.
Minifleksjobberne vurderer nemlig deres arbejdsevne og helbred dårligere sammenlignet med andre fleksjobbere. De er generelt også ældre end de øvrige fleksjobbere, viser SFI's kortlægning.
Reformen er lykkedes med at få mennesker med begrænset erhvervsevne i job, konkluderer rapporten. Men i den stræben svækker man desværre retsstillingen hos dem, der har det dårligst. Det mener den socialpolitisk ansvarlige i 3F, Ellen K. Lykkegård:
- Når hver fjerde minifleksjobber siger, at de hellere ville have haft en førtidspension, er det for mig et klart tegn på, at de er blevet trukket helt ud til grænsen i forhold til, hvad de magter. Spørgsmålet er, om det var dét, man ønskede med reformen, siger hun til Fagbladet 3F.
- Når man er så langt nede i arbejdsevne, bør det i mine øjne være frivilligt, om en person vil tage imod en førtidspension eller ønsker at arbejde. Det andet nærmer sig tvang, siger Ellen K. Lykkegård.
Hos Venstre mener man ikke, at dét, at hver fjerde minifleksjobber hellere ville have førtidspension, er et udtryk for, at politikerne er gået for langt:
- Med reformen fik vi fokuseret på at udvikle folks arbejdsevne frem for at se på deres begrænsninger. Men jeg synes ikke, vi skal gøre det til en frit-valgs-ordning. Hvis man kan starte op med et lille fleksjob, og det på sigt kan blive til mere, så skal vi den vej, siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen til Fagbladet 3F og tilføjer:
- Tidligere gav man op for hurtigt og placerede mennesker på førtidspension. Og det er i mine øjne at opgive mennesker. I dag har vi fået flere med i det arbejdende fællesskab. Det ser jeg en værdi i - både for samfundet og det enkelte menneske.
Han understreger dog, at der sagtens kan være tilfælde, hvor kommunerne bør se på enkeltsager igen, ligesom der kan være behov for at tydeliggøre vejledningen over for kommunerne.