Medie: FN giver millioner i støtte til Assads regime
Blandt andre Bashar al-Assads hustru og fætter har modtaget FN-støtte i løbet af krigen i Syrien.
FN's hovedkvarter i New York. Ifølge The Guardian har FN gennem de seneste år givet millioner af dollar i støtte til firmaer og personer, der er tæt knyttet til Syriens omstridte præsident, Bashar al-Assad.
FN's hovedkvarter i New York. Ifølge The Guardian har FN gennem de seneste år givet millioner af dollar i støtte til firmaer og personer, der er tæt knyttet til Syriens omstridte præsident, Bashar al-Assad. Foto: Colourbox/Free


FN har gennem de seneste år givet millioner af dollar i støtte til firmaer og personer, der er tæt knyttet til Syriens omstridte præsident, Bashar al-Assad.

Det er sket som en del af et støtteprogram, skriver The Guardian.

Men kritikere frygter, at pengene ikke bliver benyttet efter hensigten. Der er nervøsitet for, at pengene primært går til hjælp i områder i landet, der er kontrolleret af regeringen.

FN har blandt andet indgået kontrakter med selskaber, der er underlagt sanktioner af både EU og USA.

Også syriske ministerier og fonde har ifølge The Guardian modtaget "betydelige summer". Herunder en fond oprettet af Assads hustru og en anden, der er startet af hans fætter.

FN siger, at man gør alt for at sikre, at pengene bliver brugt efter hensigten. En række FN-ansatte erkender dog, at missionen i Syrien er den dyreste og mest udfordrende, som FN har udført.

Samtidig understreger man, at nødhjælp har reddet millioner af liv. Hvis man vil fortsætte det arbejde i Syrien, er man nødt til at samarbejde med regimet, lyder det.

The Guardian skriver, at FN har betalt mere end 13 millioner dollar til den syriske regering i støtte til landbrug.

Men EU har forbudt handel med de relevante ministerier. Det har EU gjort, da der er tvivl om, hvordan pengene vil blive brugt.

Et andet eksempel er støtte for mere end fem millioner dollar fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til Syriens nationale blodbank. WHO hører under FN.

WHO er bekymret for, om blodet primært vil gå til syriske soldater, der er loyale over for regeringen, og ikke civile i nød. Blodbanken hører nemlig under Syriens forsvarsministerium.

En anonym FN-ansat, der arbejdede i Syrien i begyndelsen af konflikten i 2011, mener, at FN er for tæt på det syriske styre.

- FN's hold i Syrien vidste fra tidligt i konflikten, at hverken regeringen eller dens liste over godkendte lokale FN-partnere kunne betragtes som levende op til humanitære principper. Principper som uafhængighed, neutralitet og upartiskhed, lyder det ifølge The Guardian.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.