Medie finder glæde i kritik fra Forbrugerombudsmanden
Mediehuset Splay, der står bag en række Youtube-kanaler, er glad for opklaring af regler for markedsføring.
Splay, der har en stribe Youtube-kanaler, glæder sig over, at reglerne om markedsføring bliver klarere.
Splay, der har en stribe Youtube-kanaler, glæder sig over, at reglerne om markedsføring bliver klarere. Foto: Colourbox/Free


Mediehuset Splay har brudt markedsføringsloven, da en af selskabets videoer var sponsoreret af EF Sprogrejser, uden at det var angivet klart nok.

Det er på en måde glædeligt, for det er med til at skabe klarhed om reglerne for markedsføring, fortæller driftsdirektør med ansvar for Danmark Adrian Langer.

Splay lever af at have kanaler på onlinevideotjenesten YouTube. Her har selskabet samlet en række videobloggere, der laver indhold. Noget af det er sponsoreret.

- Vi er i en branche, der udvikler sig vanvittigt hurtigt. Så reglerne er ved at blive defineret i takt med udviklingen.

- Spørgsmålet er ikke, om vi har markeret, at det var sponseret indhold, men om vi havde gjort det rigtigt. Vi har ikke forsøgt at skjule noget, siger Adrian Langer.

Han fortæller, at Splay løbende holder øje med udviklingen i reglerne og implementerer dem efter bedste evne. Derfor glæder han sig over, at reglerne nu står klarere efter Forbrugerombudsmanden afgørelse om, at markedsføringsloven er brudt.

- Vores vurdering var, ud fra de informationer der var til rådighed, at vi levede op til reglerne. Men det er ikke op til mig, om vi så har gjort det. Det er op til Forbrugerombudsmanden.

- Vores intention er ikke andet end at følge reglerne. De er en gråzone lige nu, så jeg er personligt glad for, at der kommer noget så konkret, siger Adrian Langer.

Splay er vokset markant, siden det blev startet og opererer i Norden. Ifølge selskabet selv er dets videoer blevet set mere end fire milliarder gange på YouTube, og de har 24,5 millioner abonnenter.

Det vil tydeligere markering, af hvornår der er tale om reklameindhold, eller sponsoreret indhold, ikke stoppe, mener direktøren.

- Unge har ingen problemer med at se noget, der er sponsoreret. De skal bare vide det. Så vi har en stor interesse i transparens, siger Adrian Langer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.