Medicinalkæmpe sælger samtlige Genmab-aktier
Glaxosmithkline sælger sin store aktiepost i danske Genmab med en markedsværdi på over to milliarder kroner.
Medicinalgigant har solgt sin aktieandel i det danske biotekselskab Genmab. Arkivfoto
Medicinalgigant har solgt sin aktieandel i det danske biotekselskab Genmab. Arkivfoto Foto: Lars Møller/LARS MøLLER


Det store, britiske medicinalselskab Glaxosmithkline har skaffet sig af med samtlige af sine aktier i det danske biotekselskab Genmab.

Det oplyser Genmab i en fondsbørsmeddelelse sent onsdag aften.

Aktieposten bestod af i alt 4,47 millioner aktier - eller hvad der svarer til 7,9 procent af hele Genmabs aktiekapital. Baseret på onsdagens slutkurs på 471 kroner har aktierne en værdi af omkring 2,1 milliarder kroner.

Nyhedstjenesten Bloomberg News rapporterede tidligere onsdag, at Glaxosmithkline havde planer om at sælge hele sin aktiepost med hjælp fra Deutsche Bank.

Genmab og Glaxosmithkline samarbejder om at markedsføre kræftmidlet Arzerra, der er udviklet af det danske selskab.

Sidste år indgik briterne dog en aftale med det schweiziske medicinalselskab Novartis om salg af en portefølje af kræftmidler, herunder Arzerra.

Glaxosmithkline har solgt sine aktier på et ganske givtigt tidspunkt, efter at Genmab-aktien onsdag steg 10,8 procent oven på gode nyheder fra et studie med midlet daratumumab, der bruges i kræftbehandling.

Med en lukkekurs onsdag på 471 kroner ligger aktien i sit højeste niveau nogensinde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.