I Kulturstyrelsen er de ansatte iltre over udmeldingen om, at at Kulturstyrelsen er kommet på DF’s liste over statslige arbejdspladser, der bør flyttes fra hovedstaden.
- Det er helt vanvittigt. Alle Kulturstyrelsens medarbejdere bor i relativ kort afstand fra deres arbejdsplads, og det er klart, at mange af medarbejderne ikke vil have mulighed for at flytte til for eksempel Jylland, siger Eva Sønderstrup-Andersen på Kulturstyrelsens AC tillidsfolks vegne til Avisen.dk.
Flytning skader kulturlivet
Eva Sønderstrup-Andersen mener, at en flytning vil have negative og alvorlige konsekvenser for det danske kulturliv.
- Folk her i Kulturstyrelsen er virkelig dedikeret til kulturlivet. Og alle de dygtige folk, vil sandsynligvis ikke flytte med, hvis vi rykker Kulturstyrelsen ud i provinsen. Det vil være et tab for både kulturlivet og borgerne. Ved en udflytning vil vi miste faglig viden, som ikke kan erstattes. Det vil ganske enkelt være ødelæggende for kulturområdet, siger Eva Sønderstrup-Andersen.
Kulturordfører for DF Alex Ahrendtsen er langt fra enig i, at flytningen skader kulturlivet, og han er fuldstændig uforstående over for, at det skulle være sværere at ansætte folk med viden om kultur i provinsen.
- Betyder det, at jyder og fynboer skader kulturlivet? Det kan jeg ikke forestille mig. Det er en meget grov påstand. Derimod får vi et mere mangfoldigt kulturliv, hvis Kulturstyrelsen kommer væk fa København. Det er jo en meget snæver kultursatsning, vi ser i dag.
DF håner ansatte
De ansatte i Kulturstyrelsen oplever det som en hån mod hårdtarbejdende borgere, når DF vil flytte deres arbejdsplads, forklarer Eva Sønderstrup-Andersen.
Hun afviser, at der skulle være tale om Københavnersnobberi, når de ansatte ikke vil flytte. I følge hende er der derimod tale om et reelt problem, hvor man vil have svært ved at få folk til at løse opgaverne.
- Det er usandsynligt, at du vil kunne finde den sammensætning af mennesker, som vi i dag har i Kulturstyrelsen, i en by som Sønderborg. Det vil tage mange år, før man har opbygget en medarbejderstab med den samme viden, siger Eva Sønderstrup-Andersen og påpeger, at det også vil være økonomisk uansvarligt at rykke styrelsen væk fra København.
- Det vil blive utrolig dyrt, hvis vi skal langt ud i provinsen, for vores samarbejdsparter er her i hovedstadsområdet. Vi vil gerne have kultur ud i landet, men mange steder i provinsen kan det være svært at drive kulturen visionært og med en stor volume, siger hun.
Den udmelding får Alex Ahrendtsen til at grine tørt. Han mener tværtimod, at der er stor plads til forbedring i arbejdet med at få kulturen ud til danskerne.
- I dag er Kulturstyrelsen slet ikke dygtig nok til at sikre et kulturliv i balance. Jeg kan desværre konstatere, at to ud af tre statslige kulturkroner i dag bliver lagt i København. Så Kulturstyrelsen har ikke varetaget det danske kulturliv, men det københavnske, siger han.