Medalje er målet for danske curlingkvinder ved EM
Hvis alt klapper, kan Danmark få medalje ved EM, vurderer kvindeholdets skipper, Lene Nielsen.
Skipper Lene Nielsen mener, at Danmark kan vinde medalje ved EM.
Skipper Lene Nielsen mener, at Danmark kan vinde medalje ved EM. Foto: Robert F. Bukaty/AP


Det handler om EM. Men det handler også om satsningen frem mod OL i 2018, når de danske curlingherrer og -kvinder fra fredag sætter de første sten ved EM i Esbjerg.

Mens skipper Rasmus Stjernes herrehold skal gå efter at rykke op fra B-divisionen efter den skuffende nedrykning ved sidste års EM, så kan skipper Lene Nielsens hold gøre sig forhåbninger om en topplacering i A-gruppen.

- Vi vil gerne have metal med hjem, og hvis alt klapper, kan det lade sig gøre, siger Lene Nielsen.

Hendes hold er blevet nummer fire ved de seneste fire EM-turneringer.

Det er i høj grad sket på trods, for danskerne konkurrerer mod nationer med mere professionelle forhold.

For cirka et halvt år siden øgede eliteorganisationen Team Danmark imidlertid støtten til curlingforbundet med 200.000 kroner om året, så forbundet får 1,2 millioner kroner årligt.

- I de seneste sæsoner har vi stille og roligt øget træningsmængden, så vi har noget, der ligner den samme træningsmængde som de andre nationer. Men så længe man skal arbejde ved siden af, kan man af gode grunde ikke gøre det helt på samme måde.

- Vi skal ramme en rigtig god uge for at være med i toppen ved EM, for vores bundniveau kommer til at være en smule lavere end konkurrenternes, siger 29-årige Lene Nielsen, der deltog ved OL i både 2006 og 2014.

Danmarks kvinder skal første gang i aktion ved EM fredag klokken 17.30, hvor modstanderen er Skotland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.