Med jurabriller gør DF's betaling til EU ingen forskel
Sagen om DF's rod med EU-midler er ikke slut, selv om partiet betaler pengene tilbage, siger juraprofessor.


Det gør juridisk set ingen forskel, om Dansk Folkeparti beholder støttemidler fra EU-Parlamentet eller sender dem tilbage til Bruxelles.

Det slår juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet fast, efter at DF har meddelt, at partiet betaler yderligere 955.210,38 kroner tilbage. Partiet har allerede sendt 1,6 millioner retur.

- Sagen er ikke slut, siger Lars Bo Langsted.

- Hvis man har begået en forbrydelse, kan man jo ikke gøre den ugjort ved at levere det stjålne tilbage igen, siger han.

Han peger på, at EU's antisvindelenhed, Olaf, er i gang med at undersøge, om alt er foregået efter bogen i forhold til en række udbetalinger til Dansk Folkeparti fra EU-Parlamentet via alliancen Meld og fonden Feld.

- Olaf er ved at se på, om der er begået noget strafbart. De ser på dokumenter og afhører vidner for at finde ud af, hvem der har afgivet hvad, hvem har sagt hvad, og hvad pengene er blevet brugt til, siger Lars Bo Langsted.

Dansk Folkeparti gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen, fremlagde fredag en redegørelse for Dansk Folkepartis støtteansøgninger til Feld og Meld.

Vistisens konklusion er, at DF af hensyn til sin troværdighed er bedst tjent med at tilbagebetale det beløb, som man i alt har modtaget i støtte fra 2012 til 2015.

Også selv om det ikke nødvendigvis er alle pengene, der er udbetalt i strid med reglerne. Beløbet dækker blandt andet over en række middage, informationsmateriale og medietræning.

Selv har Anders Vistisen og tidligere EU-gruppeformand Morten Messerschmidt meldt ud, at de vil betale deres del af regningen.

Juridisk er der dog intet at gøre for partiet.

- Det afgørende for, om der er sket noget strafbart, er, om DF har givet urigtige erklæringer eller oplysninger om, hvad pengene skulle bruges til, siger Lars Bo Langsted.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.