McLaren efter ny nedtur: Det går fremad
McLaren-bilerne er fortsat blandt Formel 1-feltets langsomste, men kørerne mærker forbedringer.
McLaren-lejren mærker fremskridt i forhold til grandprixet i Australien for to uger siden.
McLaren-lejren mærker fremskridt i forhold til grandprixet i Australien for to uger siden. Foto: Andy Wong/AP


Jenson Button starter som nummer 17 og Fernando Alonso som nummer 18, når Formel 1-feltet søndag kører sæsonens andet grandprix i Malaysia.

Men trods de beskedne startpositioner er der optimisme i McLaren-lejren, hvor man ser fremskridt i forhold til grandprixet i Australien for to uger siden.

- Før kvalifikationen havde vi nok håbet at komme endnu tættere på bilerne foran os, men i denne weekend har vi alligevel taget et stort skridt fremad, siger Jenson Button i en pressemeddelelse fra McLaren.

Button peger på, at der er kommet mere fart i bilerne, og kørerne er nu i stand til at holde tempoet højt i længere perioder af gangen.

Samme opfattelse har Fernando Alonso, der altså lige akkurat måtte se sig slået af teamkammeraten i kvalifikationen.

- Fremskridtet siden Australien har været fantastisk - vi er meget tættere på dem foran os nu - men det er stadig ikke godt nok, og vi skal blive bedre.

- Men med de fremskridt vi gør, er jeg sikker på, at vi ikke ryger ud i første kvalifikationsrunde så meget længere, siger Fernando Alonso.

Verdensmester Lewis Hamilton starter søndagens grandprix i pole position, mens Sebastian Vettel og Nico Rosberg følger efter i position to og tre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.