McIlroy varmer op til majorturnering med hole-in-one
Rory McIlroy blev noteret for hole-in-one på første træningsrunde forud for US Masters.
Rory McIlroy blev noteret for hole-in-one på et 155 meter langt par tre-hul.
Rory McIlroy blev noteret for hole-in-one på et 155 meter langt par tre-hul. Foto: Chris Carlson/AP


Den nordirske golfstjerne Rory McIlroy lader til at have fundet formen i rette tid forud for årets første majorturnering, US Masters, der begynder på torsdag.

På den første træningsrunde forud for turneringen blev han noteret for hole-in-one på banens 16. hul, der er et 155 meter langt par tre-hul.

Det vakte enorm jubel blandt publikum, der overværede seancen.

- Jeg har aldrig hørt så megen larm på en træningsrunde. Det var fantastisk, siger Rory McIlroy til PGA-tourens hjemmeside.

McIlroy, der aktuelt er nummer tre på verdensranglisten, kan i tilfælde af triumf i US Masters blive den sjette spiller i historien, der har vundet alle fire majorturneringer i løbet af karrieren.

Hans hidtil bedste resultat i US Masters var i 2015, da han sluttede på fjerdepladsen. Jordan Spieth vandt turneringen sidste år.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.